Centro

17. oktober 2007 - Farvel min Mora (og søde Paula)

Så er jeg snart på vej mod nye horisonter. I dag har jeg sagt farvel til min dejlige Mora, som har bragt mig vidt omkring for foden af Las Sierras højeste bjerg. Det var et vemodigt farvel. Mirta og Pedro siger, at jeg lyder nærmest som forelsket når jeg taler om Mora. Det vil jeg lade stå for sig selv.

Det er måske også på tide at jeg drager videre, efter 8 dage i samme pueblo, hvor folk nu hilser på mig ved at kaldet mit navn højt hen over puebloens centrale plads, eller lader mig købe på kredit når jeg (gud ved for hvilken gang) ikke har talte penge med, men kun en stor seddel på 50 pesos (85 kroner). De ved, at jeg kommer tilbage i morgen. Men i morgen tidligt er det farvel, jeg drager mod nord, forbi bjergkæden, og ikke igennem som sidst. Et enkelt lille stop i Sumampa skal det blive til, og så videre til Girardet, hvor Poul Janus har boet i 3½ år fra 1929 til 1932. Måske finder jeg spor fra ham dér? Det er en lang køretur, det svarer næsten som at køre fra Danmark til Italien, derfor holder jeg stop undervejs. Vejene er ellers for det meste gode, men på motorcykel er det nu en gang en lang tur alligevel.

Jeg forlader nu et sted, som jeg virkeligt godt kan lide. Specielt de seneste 3-4 dage har været rigtig gode, og jeg har også haft naboer, de bor i bungalowens ved siden af. Et par unge studerende i starten af 20’erne, Juan Andrés og en anden fyr, hvis navn jeg lige har glemt, samt 2 noget ældre agronomer (sidst i 30’erne vel), begge piger, der har boet i Italien mens de studerede og som gerne taler italiensk med mig. Jeg snakker nu hellere med fyrene, de har masser af gå-på-mod. Damerne er noget flossede i det, især den ene af dem, synes jeg. Eller er det aldersforskel, der gør mig forudindtaget. Bevares, pigerne er også både søde og åbne. Om dagen, mens fyrene laver deres lektier (engelsk), tager pigerne på arbejde og kommer hjem sidst på eftermiddag. Så tager de sammen ud og oplever området. Ved aftensmadstid kommer de tilbage, spiser og hygger sig. Det er sladder nok for denne blog. Fyrene vil jeg helt sikkert træffe igen i deres hjemby, når jeg kommer derhen om ca. 4.000 km, i vindistriktet Mendoza. De kan sikkert hjælpe mig med at finde et billigt og godt sted at bo, som dette her, så jeg får lyst til at blive et stykke tid. Den tid, den glæde. Hvis rejsen fortsætter i samme tempo som hidtil (1.200 km på 2 uger) er jeg først dér i midten af december. Skal min ide om at køre 10.000 km føres ud i livet i samme gennemsnitshastighed er jeg først tilbage i Danmark ved påsketid næste år. Det kan jeg næppe byde Mikkel, som med stor offervilje passer mit hus mens jeg er herover. Og det ville nok studse min ellers velvillige bankrådgiver Tommy, for selv om Argentina er et billigt sted at opholde sig, rækker mit budget ikke til mere end et par måneders ophold.

Men farvel mine elskede for denne gang (eh eh, her kunne jeg faktisk godt finde på at slå mig ned). Jeg håber også at kysse Floppy ciao, magen til 15-årige Florencia har jeg ikke oplevet før.

13. oktober 2007 - En stille dag

Når nu min værtinde er bortrejst har jeg hendes supersympatiske mand Pedro at holde mig med selskab. Eller er det mig der holder ham selskab? Vi nyder det i hvert fald begge. Som her til morgen, hvor han bød på en vaskeægte mate. Faktisk bad jeg ham om at lære mig kunsten om at tilberede mate på gaucho-manér. Det er ikke kompliceret, men jeg vil begrænse mig denne gang og lad det blive ved en prøvesmagning til dem som har lyst til det når jeg er kommet hjem. Og som det bør og gør gik der noget tid med mate, så det blev frokosttid. Jeg tog lidt pølse, ost, brød og vin med, mens Pedro satte et par saftige og ganske møre klumper oksekød på en fed støbejernspande. Vi spiste så mit bælte skulle spændes op, men der var mere tilbage. Heldigt nok, for så kom søde Floppy hjem (Mirtas og Pedros yndige datter), og på ægte argentinsk facon fik jeg kys som jeg var et familiemedlem netop hjemkommet fra krigen. Jeg kan ikke mindes hvornår jeg sidst har fået og uddelt så mange kys, men det er dejligt.

Efter frokost skrev jeg en sms til Lars, min fodbold-nyhedspusher, og mindede ham om at forsyne mig med friske nyheder om fodboldkampen Danmark-Spanien. Det fortalte jeg Pedro om, og så tændte han fjernsyn midt i Nationalsangen. Jo, minsandten, Danmark-Spanien direkte her på den anden side af jordkloden. Men som de fleste vil vide var det ikke det skønneste kamp at se med danske briller, så efter 1. halvleg gik jeg min vej. Jeg kørte hen til La Colorada i dag for at besigtige hendes fantastiske have, som forsyner hendes snart nyåbnede restaurant. Søren Rye vil nok få mange timer til at gå med at studere alskens kendte og (for mig i hvert fald) helt ukendte spiselig grøntsager og urter, der vokser bag restauranten. Servitricen var helt vild med mig, hun ville gerne have at jeg kom tilbage igen og tog min hat med/på, det vil hun gerne have et billede af. Hun synes det er så flot. Hvis det ikke er et signal, så ved jeg snart ikke. Og jo, jeg har tænkt mig at komme tilbage med hat, ikke for at imponere hende, eller prøve på at score hende (jeg har på fornemmelsen af, at det ikke er hatten der afgør den slags), mest for sjovt.

Resten af dagen gik stille og roligt, med indbygget aftentur ”i byen” hvor jeg bl.a. mødte først Pedro og så Floppy. Jeg inviterede Pedro på en øl, min anden siden jeg kom til Argentina. Og god, lige som den første også var. Jeg ved ikke om det er malten, eller den ikke særlig syrlige humle, men det argentinsk øl jeg har smagt hidtil er meget rund i smagen, slet ikke bittert, med en snært af sødme. Der skal også siges at øllene her serveres på flasker af 1 liter, og koster på en bar 6-8 pesos, 10-14 kroner. Jeg holdte altså en ridefri dag, med vilje.

12. oktober 2007 - ægteskabeligt tilbud og hovedpine (i den rækkefølge)

Efter jeg kom hjem fra rideturen i går kom værtinden og spurgte, om jeg ville med ude at spise hos en veninde, som snart åbner en restaurant udenfor byen. Hun havde været ude at fiske ”kongefisk”, den som jeg ikke var så vild med i Ramallo. Derfor skulle den havde en chance mere. Vi tog af sted herfra lidt i 10 og skulle hente et par venner undervejes, så vi var 7 til bords alt i alt. Og kongefisk er så sandelig en dejlig spise. Jeg tror, den i Ramallo var bitter i smagen pga. de særlige bundforhold i Rio Paraná. Herude er vandet i vandløbene meget renere, i hvert fald gennemsigtigt.

Vi satte os til bords ca. halv-11, jeg sad ved siden af den bager, hvis forretning jeg havde besøgt tidligere på dagen for at prøvespise den lokale specialitet, alfajore, en slags klapsammekage, meget velsmagende. Verden er lille, Villa de Las Rosas meget mindre. Overfor mig sad en af byens slagter, dem er der mange af. Jeg vil tro der er 1 slagter for hver anden indbygger ude på landet i Argentina. Nåh men jeg fik mest snakket med bageren Rico, for slagteren Claudio taler kun stram dialekt, og det er jeg ikke så stiv i. Mest af alt fik jeg en masse opmærksomhed af aftenens værtinde, Beatrice, også kaldt Betty, men bedre kendt som La Colorada (den farvede, pga. hendes knaldrøde hårpragt). Hold da op hvor var hun glad for mig. Der var næsten ingenting jeg kunne sige uden at hun blev begejstret og ligefrem pjattet. Så til sidst kom det, med et lille smil på læben, og dog. Hvorfor ikke slå mig ned her, her er alt, jeg kan få min egen hest, og jeg er en fri fugl. Hun kunne ikke se hvorfor og hvordan jeg skulle kunne finde argumenter for ikke at blive. Det kan jeg nu nok, uden at anstrenge mig særlig meget. Jo her er dejligt, men jeg er allergisk overfor rødhårede, de ved alle, og når hun er kok og også jeg er kok går det slet ikke. 2 kokke i samme køkken er som bekendt også en dårlig ide.

Så det blev ved et tilbud som venligt blev afvist. Kl. lidt over 2 rejste vi os fra bordet og begav os hjemad i styrtende regnvejr. Jeg fik tilbuddet om at blive på stedet for natten, det fik jeg også fraskrevet mig. Smukt punktum for en begivenhedsrig aften, hvor jeg fik lyttet og talt en masse spansk, som jeg på ny blev rost for. Utroligt at det går så godt, når det nu er over 15 år siden jeg sidst har talt spansk. Men her til morgen vågnede jeg altså med frygteligt ondt i håret, det må være alt det mit lille hoved har måttet rumme i går. Så i dag tager jeg det stille og roligt, går en lille tur, måske løber også, og ikke mindst tager en lang og fredfyldt soloridt på Mora.

11. oktober 2007 - Dejlige Mora

Så heldig kan man være. Helt tilfældigt skaffede min værtinde Mirta mig en aftale et sted, hvor de udlejer heste på timebasis. Første gang man er derude ser de gerne, at man følges med en betroet, så man ikke bliver væk i det bjergrige skovområde. Så jeg havde følgeskab af en mand, som blev ved med at minde mig om, at han har fødselsdag i morgen, på årsdagen for Columbus opdagede Amerika, eller besatte, som jeg hellere vil udtrykke det. Tandløs i overmunden er han også, lige som gode gamle Mario. Jeg begynder at se et mønster her, rigtige gauchoer behøver ikke mere end et par tænder i overmunden. Nok om gauchos tænder, eller mangel på samme.

Jeg fik en rigtig dejlig lang ridetur på den skønneste criollo jeg har prøvet. Jep Wardance hjemme i Danmark, beklager, men Mora er en 7-årig hoppe med nogle gangarter, som jeg ikke har prøvet før. For det første hendes trav. Det er så blidt og i forskellige tempi, som hun bare skifter ved det mindste signal. Jeg vil kunne sove siddende på hende mens hun traver. Hendes skridt er bare så behageligt, at jeg ikke kan beskrive det med ord. Billeder taget mens hun skridter er knivskarpe, faktisk bedre end når jeg står stille. Og hendes galop, hold da op. Hun sætter bare af sådan, hurtigere end jeg nogensinde har prøvet på nogen hest, og hun er f… hurtig! Jeg fik krampe i højre baglår efter en halv kilometers galop, så måtte jeg stoppe hende. Det var lidt specielt at stoppe hende, fordi jeg ikke var særlig god til at vægte mine signaler, og fordi det gjorde lidt nas i bentøjet. Nåh men i morgen skal jeg derude igen, jeg lejer hende 2-3 timer vil jeg tro, og rider af sted for mig selv. Prisen for at leje en hest dér er 10 pesos i timen, 17 kroner, og Mora er helt vild god at ride på. Jeg skylder stedet faktisk for i dag, da skulle jeg give 40 pesos men de kunne ikke give tilbage på en 100 pesos-seddel.

Lidt om Mora: trods hendes navn (som betyder mørk) er hun palomino i pels, men hendes hud er helt sort. Jeg gætter på at hun blev født helt sort i pelsen, for siden at blive nærmest cremehvid, som Delta-hestene i Italien gør. Hun er høj, hvis man spørger mig, men har lidt kortere underben som er typisk for criolloer i Sierras-bjergene. Hun går meget samlet, det er ikke noget man som rytter skal få hende til. Hun er ekstrem lydig og meget stabil. En drømmehest! Prisen: 1.500 pesos (2.500 kroner), eller rettere værdi, for hun er ikke til salg. Men mon ikke, hvis man lagde en tudse oveni, hendes oldgamle ejer ville give sig? Inden jeg drømmer videre om en criollo-stutteri i Danmark skal jeg lige huske, at jeg har den dejligste islænderhoppe der venter på mig og som jeg glæder mig meget til at ride på igen. Men indtil videre har jeg Mora de næste mange dage.

10. oktober 2007 - Det er koldt på toppen

Så er det slået nogenlunde fast: Et kort over et så kæmpe stort land som Argentina, hvor hele landet er med, kan ikke blive særligt detaljeret. Jo, alle byerne er med på kortet, men der er ikke plads til højderne, ellers havde jeg udstyret mig meget varmere på til dagens rute. Jeg vidste på forhånd ikke hvor højt vejen ville komme, jeg formodede et stykke over 1.000 meter. Først her til aften fik jeg oplyst at jeg kørt over et ”pas”, eller rettere et stykke højland på ca. 20 km i 2.200 meters højde. Hold kæft hvor er det koldt at køre uden handsker.

Jeg har altså fundet ud af at motorcyklen sagtens kan klare at komme op i højden, motoren og karburatoren gav ingen lyd. Det var lidt sejt at trække på de stejleste strækninger, 6. gear var lidt i overkanten selv med 80 i timen, så jeg skulle ned i 5. Til gengæld blev jeg ikke overhalet af hverken busser eller lastbiler - sådan! Jeg kørte forbi et astronomisk observatorium midt i bjergene, fordi jeg har lovet min dejlige niece Elisa, som er astrofysiker, at skaffe hende et kort over den sydlige stjernehimmel. Observatoriet var dog lukket for offentligheden i dag, så det må blive en anden gang. Vejen var helt dejlig at køre på på motorcykel. Meget snoet, lige som alpevejene i Italien. Der fik jeg virkelig udfolde mig på en måde, som man ikke kan i Danmark.

Det var ikke svært at sige farvel til Manolo, men lidt vemodigt. Jeg fik redet en sidste tur i formiddags, og så af sted. Nu er jeg på den anden side af Las Sierras, i 800 meters højde, ved Villa de Las Rosas, en by uden en eneste bank, men dog noget større end en pueblo. Jeg er her fordi jeg skal besøge nogle folk, som er blevet frataget deres jord. Der kommer mere om det senere, jeg bliver her i hvert fald nogle dage. Midt i byen ligger en locutorio, og jeg så mit snit til at tjekke email. Jeg ventede en mail fra en kontakt som Eduardo har skaffet mig, en som skulle henvise mig til et billigt sted hvor jeg kunne bo i nogle dage. Men han svarede aldrig, så jeg spurgte den venlige (og ret søde, skal jeg skynde mig at tilføje) ekspeditrice ved locutorio. En kunde ville også gerne hjælpe, men jeg kontaktede den familie, som ”la chica de la telefonica” anbefalede. Da jeg kom hertil blev jeg modtaget af et par, hvis bedre halvdel ligner min nabos nabos nabo Karina ret meget, på mange punkter. Og vi fik snakket, og fik snakket, og fik snakket. Og vi skal ude at ride sammen i morgen.

Så alt er ved det gamle, jeg kører på motorcykel, får redet som det passer mig, spiser dejlig mad og drikker rødvin i mængder så sundhedsstyrelsen ville køre en kampagne kun for min skyld. Men jeg gør det for at støtte Argentinas landbrug. Tilmed har jeg fået en god snakkekammerat som jeg har på fornemmelse, gerne vil guide mig igennem en del af min dannelsesrejse. Hun er i hvert fald mere dannet end Mario, og taler et noget renere castillano. Og hun roste mit spansk, det giver blod på tanden. Og ak, jeg beklager, mig og navne. Jeg kan ikke huske hvad hun hedder. Hendes mand hedder Pedro, og hendes 15-årige datter Florencia. Hun har yderligere 2 børn, som bor i Buenos Aires, en på 28 og en på 24. Min værtinde er 46 år, men det ville jeg aldrig selv have gættet. Faktisk da jeg hørte hendes yngste datter kalde hende mor var jeg nødt til at spørge hende, om hun virkelig kunne være mor til hende, for så havde hun været tidligt ude. Og det havde hun også, viste det sig, bare 13 år tidligere.

8. oktober 2007 - Sierras de Cordoba

Dagen i dag startede ad h.til, for at sige det mildt. Kaffen til morgenmaden var helt udrikkeligt, det smagte metallisk og slet ikke af kaffe. Grynt! Så har man ikke mig som ven. Jeg kørte med et fluks ud af Cordoba for at finde et bedre sted at drikke kaffe. Kørte samme sted hen som i går, det har trådløs internet. Ekspedienten kunne huske mig fra aften før og spurgte om jeg havde fundet, hvad jeg ledte efter. Ikke endnu, men det gør jeg i dag svarede jeg. Af sted kort efter, og så begynder det at styrtregne. Pis og pis og pis igen. Det havde jeg ikke forventet før i morgen. Nåh men der er ikke den store forskel mellem at være drivvåd eller drivhamrende våd. Så efter en halv times kørsel (og gevaldig nedkølet) finder jeg frem til Villa Carlos Paz, og her et turistkontor. Der blev gulvet vådt, men jeg fandt hvad jeg søgte efter. Jeg skulle bare køre en lille time mere, op i bjergene så vil det være der. En halv time på grusvej, men det skulle ikke være så slemt trods regnen.

Op på motorcyklen og frem. Stedet hedder Estancia Cerro Blanco (www.estanciacerroblanco.com.ar), og ligger midt i Las Sierras i ca. 700 meters højde. Denne forholdsvis lille bjergkæde er meget gammel, betydelig ældre end Andes, så det er ikke de mest imponerede højder der byder sig. Der er heller ingen ”toppe”, vind og vejr har slidt det hele mere eller mindre fladt, højt oppe men fladt. Herfra hvor jeg bor de næste par dage eller 3 er der ca. 25 minutters kørsel til nærmeste kiosk, supermarked skal jeg køre yderligere 25 minutter for at nå frem til. Men her er jeg altså, indkvarteret som stedets eneste gæst, i egen træhytte og med alle hestene til disposition. Hestene går for øvrigt frit og snuser nysgerrig omkring hytten lige nu. Der er ingen el, så jeg skriver på computeren i stearinlysets skær – som den gang man så fjernsyn før el blev opfundet (det har mi far fortalt mig). Nej, det passer ikke. Der er en generator som kører vist et par timer i døgnet (nok lige nu, kan jeg høre i det fjerne, den eneste lyd som ikke kommer fra heste eller andre dyr – håber de andre dyr er fugle…), og oplader nogle batterier så der er strøm til både lys og stikkontakt. Det varme vand og køkkenet er gas-betjent.

Og så højdepunktet: Rideturen i dag var en stille og rolig affære på knap 3 timer. Jeg red vallakken Manolo (snart 30 år, men absolut ikke en gammel hest at ride på), mens Mario, der passer stedet, red på en 3-årig hingst som han er ved at tilride. Vi startede i det små, men efter 10 minutters tid spurgte jeg Mario om hvad man kalder de forskellige gangarter på castillano. Så travede jeg for at vise hvad jeg mente. Det var en nem sag at få Manolo til at trave. Længere frem spurgte jeg så om Manolo alder til trods var god til at galoppere. Jeg ved ikke om Mario forstod hvad jeg spurgte, for han satte uden at sige et ord bare i galop. Så var det bare om at følge efter. Og ja, der er intet problem ved at galoppere for Manolo. De var faktisk min første galop på en criollo, det fik jeg aldrig prøvet på Wardance.

Med i dag er endnu en mission udført! Efter asado og motorcykel var det den 3. ud af 4 missioner jeg bare skal fuldføre. Og lige nu, mens jeg sidder på hyttens terrasse og bliver lidt kold om fingrene kan jeg kun høre en fremmed lyd, som vist nok snart holder op. Resten er naturen, cikader heste, fugle, stilhed. Det har jeg savnet meget, det glæder jeg mig at opleve de næste dage.

7. oktober 2007 - I Cordoba for en stund

Godt, nu er jeg kommet så langt som man kan uden at se så meget som en lille bitte bakke, eller blot en svag stigning i terræn, for ikke at tale om vejsving. Jeg har foreløbigt kørt 700 km fra Buenos Aires, og det har været ekstremt fladt hele vej igennem. Men her fra Cordoba kan jeg se en bjergkæde, La Sierra. Knap så imponerende som Andes, men de skal nok komme også, når tiden er til det. I morgen skal jeg se hvor højt jeg kan komme på motorcyklen uden at karburatoren brokker sig for meget. For ellers har jeg et gevaldigt problem forude.

Cordoba er en smuk by, virkelig. Den har en stor bymidte som er gågade, hvor alt er lukket og ingen mennesker færdes i om aftenen. Alt udenom er et mylder af mennesker, butikkerne har længe åbent, selv søndag aften, og trafikken minder en del om hovedstaden, blot koncentreret i færre boulevarder. Men også her er stort set alle vejene fleresporede og ensrettede.

Jeg har en tilføjelse mht. kvinderne i Argentina. Jeg har konfereret mine observationer med Eduardo, altså det om at kvinderne er smukke selv om de aldrig smiler. Han svarer, og jeg citerer ordret (frit oversat): ”De argentinske piger er virkelig smukke i udseende, men lidt triste i udtrykket. Jeg tror, det skyldes de senere års trange økonomiske kår og politiske skuffelser.” Måske er der noget om snakken, jeg vil i hvert fald gerne snakke med argentinske piger om hint og dat, og også det andet forstås…

Ok, om økonomi. Jeg har endnu ikke oplevet fattigdommen i bred forstand. Jo, der er fattige mennesker, folk der lever på gaden, og slumkvarterer ved byernes udkant. Men det er forholdsvis lidt (selv lidt er for meget for dem, det går ud over). Det generelle indtryk langs landevejen, i små landsbyer og specielt i de større byer er velstand. Ikke overforbrug som vi kender det fra Europa, men infrastrukturerne virker, alle har mobiltelefon, der er altid køer ved pengeautomater, de fleste går velklædte rundt, barerne bugner af folk, og der er ”smarte” forretninger og mødesteder. Jeg har endnu ikk