I Argentina igen... billedalbum her Testo in italiano, clicca qui
Marts 2009 - Efterord
Jeg har nyt at redegøre for her i dette efterord, det ved jeg. Gutterne fra svejseværkstedet er vist beskrevet tilstrækkeligt. Jeg mangler måske at nævne promillerne - det er hermed gjort. Jeg skal nok komme nærmere ind på emnerne frivilligt arbejde, Daniela og hestene. Samt et par andre småting. Hvordan går det fx med alle de mennesker og steder, jeg har besøgt under den to og en halv måned lange tur til hest? Er jeg mon stadig i kontakt med nogle af dem? Hvordan skal jeg dog kunne sige tak for al den fantastiske hjælp, de alle har ydet mig og hestene? Hvordan viser man, at man værdsætter den varme og gæstfrihed, jeg har nydt så godt af, uden rigtigt at have givet andet tilbage end en (oprigtig) lefl af sjælden udenlandsk oprindelse?
Det nemmeste først: hestene. Tobi og Pegasus bor på Pablo Norrilds forældres gård 30 km ud for Tres Arroyos. En uge efter hestene kom der begyndte det endeligt at regne, og sammen med det stadigt varme vejr, blev græsset på kort tid helt vidunderligt. Desuden har de fået tilskud af alfalfa og havre, så bortset fra at de, når det har regnet, er smurt helt ind i mudret (de elsker mudder) går det helt fint for Tobi og Pegasus på Norrilds gård. Jeg har besøgt dem jævnligt og redet dem næsten hver gang. Pegasus er vist nok sur over, at han ikke får lov at arbejde mere. Det viser han i hvert fald hver gang jeg ikke sadler ham, efter jeg har fanget ham for lige at tjekke hans tilstand. Den er for øvrigt helt i top, Pegasus har aldrig haft det bedre før! Forhåbentligt kommer han til at arbejde mere regelmæssigt når Pablo bliver sin knæskade kvit og igen begynder at arbejde dagligt i marken, for han mangler nemlig en hest. Jeg var i hvert fald fra starten indstillet på, at Pegasus skulle blive på Pablos landested. Det var mere uvist med Tobi, for jeg ville så gerne finde et godt sted til ham, hvor der er søde og kærlige børn, der kan overfalde ham et par gange om dagen med kram og kærtegn. Og han er så glad, når han rider rundt med børn på ryggen. Men det bedste blev altså, at han også bliver på Pablos gård, hvor han ellers sagtens kan gå og græsse lystigt, og for øvrigt fortsat danne makkerpar med sin kompagnon, og det er heller ikke det værste.
Min fritid efter turen
Allerede da jeg, et par måneder før afrejsen, bestemte mig for at rejse til Argentina igen for at gennemføre rideturen, var jeg klar over, at jeg skulle afsætte mængder af tid til, for ikke at skulle haste mig igennem. Da jeg var på dannelsesrejse første gang skete nemlig det, at jeg nærmest bogstaveligt stod af motorcyklen for at sætte mig i et fly og komme hjem til en grå, ensformig og ensom hverdag. Den fejl skulle jeg ikke begå igen, derfor valgte jeg at afsætte hvad der på forhånd føltes som oceaner af tid efter rideturens gennemførelse, mindst en måned til halvanden. Oceanerne er det nu ikke, og ej heller have. Jeg føler, at det som jeg gerne ville have haft tid til, ikke praktisk lader sig gennemføre pga. mangel på tid! Og det er sært, for da det gik op for mig, at jeg godt ville kunne fuldbringe turen på de planlagte 2-3 måneder, begyndte jeg at pønse på, hvordan jeg kunne få mest ud af de sidste 4-6 ugers ophold i Argentina. Jeg ville nemlig gerne udnytte tiden til virkeligt at gøre noget ud af at mine spanske sprogkundskaber og tage private timer hos en kvik kvindelig sproglærer. En kvinde, fordi jeg under turen hele tiden kun har snakket med gauchoer. Ideen var at få snakken i gang om andet end det, som drejer omkring en argentinsk mandeverden, som jeg efterhånden vil mene, kender en hel del til. En anden ting, jeg gerne ville have udnyttet tiden til, var at forbedre mine evner indenfor guitarspil. Jeg har faktisk en god guitar med nye strenge lige ved hånden. Men igen, min hverdag er så fyldt med oplevelser, at jeg ikke føler, jeg kan rumme mere.
Jeg har realiseret, at få uger ikke er nok til det hele. Mere tid til ”fordøjelsen” ville være endnu en dannelsesrejse, selv uden at tilbagelægge kilometer på landevejen. Men med forholdsvis kun lidt tid føles det meningsløst at indlede et undervisningsforløb. Desuden bruger jeg mine hverdage til at hjælpe i folkekøkkenet El Parquecito, drikke mate eller spise asado på værkstedet, være sammen med Gonzalo eller Daniela, og ikke mindst tager jeg så ofte jeg kan ud til campoen for at tilse/ride på mine helte. Så tiden går, og jeg nyder det, men udnytter det ikke til ét bestemt formål. Mon ikke jeg alligevel lærer mere den vej end sammen med en lærer?
Om menneskerne jeg mødte på turen
Allerede efter den første (og måske også den psykologisk sværeste) uge til hest, havde jeg mødt så mange fantastiske og hjælpsomme mennesker, at det ofte gik mig på, at jeg hverken havde gaver eller fysiske minder, jeg kunne give dem som tak for hjælpen. For de meste fortsatte jeg min rejse efter der blev sagt farvel til mig og hestene blev velsignede, og altid med en dybfølt bøn om at give besked når jeg var kommet endeligt frem. Jeg ved ikke hvorfor mennesker har sådan et behov for at vide, at en ellers vild fremmed, der tilfældigvis kom forbi og slå teltet op for natten, er kommet godt frem. Men det er en ærlig følelse. Problemet var, at langs de første mange hundrede kilometer af min rute er der ingen anden måde at kommunikere på end at sende en besked via kortbølgeradioen. Man kan selvfølgeligt sende en besked til hvert sted, for at gør det personligt. I stedet fik jeg ideen om at køre selv samme rute tilbage i en 4-hjulstrrækker for igen at besøge de mange steder, som har været af stor betydning for rideturens gennemførelse. Og denne gang vil jeg tage en lille gave med som et beskedent tak og et minde for mit besøg. Derfor har jeg fået produceret en tilstrækkelig mængde mate (og et tilsvarende antal billedbøger med billeder fra turen) med turen som tema.
Daniela
Til allersidst, men bestemt ikke mindst, under mit ophold i Tres Arroyos er jeg blevet forelsket i hele to piger! De ved det ikke selv, men jeg ved, de føler min kærlighed. For de lyser helt op når de ser mig, især den ene. Og når jeg smiler til dem kommer de løbende hen til mig og krammer mig. De tørster sådan efter omsorg fra en voksen, der vil dem godt og får dem til at føle, at de er elsket. Det er to tvillingepiger på omkring ti år, jeg vil helst ikke nævne deres navne, lad mig kalde dem K og N, jeg vil hellere fortælle deres historie i korte træk.
Jeg ville ønske, folk omkring mig kunne forstå hvad det er, jeg rejser fra når jeg forlader Argentina.
Nu skal jeg bare formå at tage min sjæl med tilbage når jeg rejser hjem til Danmark, en ting som ikke lykkedes sidst jeg rejste hjem fra Argentina, mest fordi jeg ikke vidste bedre. Nu ved jeg hvor vigtigt det er, men jeg formoder ikke, at det bliver nemmere af den grund.
|