Dem som siger "ingen nævnt, ingen glemt" er blot bange for at afsløre hvem der betyder mest, forhåbentligt ikke fordi ingen betyder noget virkeligt stort. Her beskriver jeg de personer som er en uløselig del af mig, min fortid og ikke mindst min nutid. Det ville være for begrænsende at kalde dem venner.

Elisabeth har fulgt mig hele mit voksne liv. Siden jeg var 19 har jeg haft Elisabeth i mit hjerte, hvor til tider hele det følelsesmæssige spektrum har været på spil.

Jeg kan ikke skrive så meget om Elisabeth og de følelser jeg gennem tiderne har haft for hende, det fylder for meget til at kunne blive nedfældet til få ord.

Dem der kender mig ved hvor meget mit venskab til Elisabeth har betydet, og hvordan jeg er vokset og er modnet bl.a. ved at begå fejl, som Elisabeth har kunnet forklare mig og guide mig igennem.

De seneste år er mit bånd til Elisabeth blevet stærkere, eller i hvert fald hærdet. Der er ikke så meget hverdagsting som binder os sammen, det har der faktisk aldrig været. I dag er jeg stærkt knyttet til Elisabeths familie, og for mig er hun som en meget nær søster, selv om jeg ikke altid har formodet at være den bror, som hun måske godt kunne have ønsket sig. Det er jeg blevet mere og mere de senere år, det føler jeg i hvert fald selv. Elisabeth kender alt ved mig, og forstår mig altid, ofte bedre end jeg selv kan, eller vil.

Elisabeth er den person, om nogen, som jeg virkelig kan sige er en del af mig, en stor del. Når det handler om at elske nogen for det, de er, om at føle sig værdsat og holdt af, så er det Elisabeth der fylder mest inde i mig. Hun har hjulpet mig til at blive den jeg er, og har været med til at skabe de bedste betingelser for, at jeg kunne føle andres følelser for mig.

Jeg kan ikke forestille mig selv uden Elisabeths respekt og støtte, men ikke mindst det at vide at hun holder af mig betyder umålelig meget for mig.

- o - 

Klara er bogstaveligt talt født inde i mig. Jeg kan stadig huske min fornemmelse af, at Klaras mor var gravid, inden hun selv vidste det.

Lige siden Klara var en lille pige har hun lært mig meget. Jeg kunne selvfølgeligt finde ud af at skifte ble og give småbørn tøj på før jeg passede Klara i tide og utide, jeg havde jo i flere år arbejdet i en integreret institution. Og så var det med min tid med min niece Elisa, da hendes far døde. For Elisa var jeg mere en praktisk støtte til min søster i en svær tid, og så var jeg så ung. Men onkel på fuldtid havde jeg endnu ikke prøvet at være. For Klara var det Kærlighed fra før hun blev født, og den fik lov at vokse og vokse, og den vokser støt!

Klara var nær blevet afleveret i min lejelighed, da hendes mor var på besøg hos mig da fødslen åbenbart var gået i gang men tøvede med at komme på hospitalet. Da vi kom til hospitalet gik der ikke lang tid, så var Klara født og mit liv på mange måder forandret. Det var den 5. oktober 1995, og jeg var verdens gladeste onkel til verdens smukkeste og sødeste niece.

Jeg plejer at spørge Klara hvor meget hun vejer, og uanset svaret siger jeg altid "det er det samme som mit hjerte vejer!". Jeg føler selv jeg har givet Klara masser af kærlighed og også mit modersmål, som hun måske vil bruge når hun bliver større. Listen over den nærhed, varme, kærlige følelser og tillid som Klara har givet mig, og stadig giver, er nærmest uendelig.

Nu er min dejlige niece ved at blive stor, og jeg ser lidt fra sidelinjen hvordan hendes personlighed udvikler sig, og hvordan forholdet til sine forældre ændres og bliver mere ”voksent”. Hun får af og til et pusterum hos mig, og jeg nyder det i fulde drag. Jeg bør faktisk være mere egoistisk og lægge lidt mere beslag på Klara, som altid fylder mig med glæde når vi er sammen.

Det er Klara, jeg elsker allermest på denne jord.

- o -

Jeg har kendt Karl siden efterår 1989. Han gik direkte ind i mit hjerte ved, som en af de første, at acceptere mig som ligemand trods mine - på det tidspunkt - sproglige og faglige mangler, i en kollegieverden hvor jeg var den eneste, der ikke studerede.

Vi har oplevet mange ting sammen, Karl og jeg, men de senere år er vi vokset i hver sin retning. Eller han er vokset, han er far nu, til en dejlig dreng, Felix. Det har heller ikke hjulpet, at jeg flyttede fra København stort set samme dag som han flyttede tilbage til København efter 2 år i Norge.

Når jeg savner vores lange samtaler bestiller jeg tid hos ham så jeg kan få nogle tanker snakket igennem, store som små.

Venskabet med Karl kender ingen udløbsdato...

- o -

Elisa er verdens sødeste væsen og har verdens smukkeste navn. Trods sine kun 18 år er hun på nogle områder voksen og fuldendt. Når jeg så ved at hun stadig er ved at udvikle sig, kan jeg kun sige tillykke til os alle for det, vi har i vente.

Elisa er en utrolig smuk ung pige, der får mig til at fortryde at jeg ikke har ventet 20 år med at blive født. Men hendes hang til frihed og selvstændighed kræver nok sin mand at acceptere og støtte, og det ved jeg, jeg ikke var som 18-årig.

Hun kommer og besøger mig når hun har lyst, nogle gange tager hun dejlige Sanne med, og så har jeg hele 2 smukke prinsesser at glæde mig over og nyde selskab af. Ellers ville jeg ønske jeg kunne være mere for Elisa, i hvert fald nogle gange. Ikke noget andet, bevares, bare mere. Jeg ville virkeligt elske at være sammen med hende i mere end et par dage ad gangen.

Elisa repræsenterer på mange måder de adskillige unge mennesker, som jeg gennem tiderne har været en slags voksenven for, og stadig er for nogles vedkommende. Men mit bånd til Elisa har fra starten bestået af et stof, som jeg ikke havde kendt til før. Jeg føler megen tryghed og varme når jeg er sammen med Elisa, så stor og stærk som jeg burde være…

Alle andre unge mennesker, nogle ikke så unge mere, kunne også have en plads her, lige som de har en plads i mit hjerte

Men jeg elsker altså Elisa på en særlig måde, som jeg ikke føler for nogen af de andre. Og jeg føler også hendes ærlige og helt ukompliceret kærlighed for mig, ikke mindst når hun kalder mig "Min Andrea" eller andre kælenavne - hold kæft hvor det varmer inden i.