|
Capital Federal 5. oktober 2007 - Farvel Buenos Aires
Igen i nat ved 4-tiden brød helvedet løs i vejrmæssig forstand. Og jeg havde besluttet mig, at i dag skulle jeg partout af sted. Det haglede i en halv time, så regnede det, så faldt jeg endeligt i søvn. Ved 9 tiden vågende jeg ved at Nuria var i gang med gøre sig klar til at komme på arbejde. Men som jeg plejer, en halv time på den ene side, en halv time på den anden, så på ryggen, en time til halvanden…
Nej, det passer ikke, for jeg blev vækket af Federico som ringede lidt i 10 og som ville vide, om jeg virkeligt skulle af sted i dag. Jo, for pokker, så hurtigt i bad, hop på motorcykel hen til Nurias arbejde. Jeg kunne ikke tage af sted uden at sige farvel til hende, vel? Heldigvis regnede det ikke, så det var en nem sag. Tilbage til lejlighed og pakke. Så gik der 5 minutter og det startede forfra med et frygteligt uvejr. Udsendelserne i fjernsyn blev også afbrudt for at følge hvad det må være årets uvejr, jeg ved ikke. Der faldt 50 mm på mindre end 2 timer, oven i hvad der var kommet om natten. Federico ringede igen, vi skulle mødes men han bad om at jeg blev endnu en dag, det var ikke særligt smart at bevæge sig ud på motorcykel i det vejr, mente han. Helt enig, sagde jeg, men af sted kommer jeg alligevel. Det er ikke stædighed, men dumdristighed. Så kald mig dum.
Jeg ventede dog nogle timer, så i stedet for at køre som planlagt kl. 10 kom jeg af sted kl. 15, da regnen lige havde lagt sig. Heldig bæst! Et par timers kørsel langs Ruta 9 senere var jeg tilstrækkeligt langt fra Buenos Aires til, at jeg nu ville begynde at lede efter min første estancia, så jeg kan komme ude at ride i morgen. San Pedro lyder landlig nok, så drejede jeg ind dér. Efter 10 km landevej kommer jeg ind i noget der ligner en by, og stopper så ved en bar. Så snart jeg får stoppet motorcyklen lyder der et voldsomt knald og så begynder det straks at hagle ned. Heldigere kan man næsten ikke være. Jeg spørger i baren om de kender til en enstancia i nærheden, men ak, jeg er for tæt på byen, og nu regner det altså helt vildt, jeg skal ikke køre snesevis af kilometer mere i dag. Til gengæld er byen her en havneby, faktisk en fiskerby langs Rio Paraná. Så nu er jeg havnet på et lille hotel i ly af regnen men tæt ved havnen. Så i aften står menuen på fisk for første gang siden jeg kom til Argentina.
I morgen har de lovet godt vejr, og jeg vil køre langt i solskinsvejr, for en gang skyld. Hvor pokker er de 30 grader der plagede mig for en uge siden?
Og lige til sidst: i dag var det min egen Klaras fødselsdag, 12 år og mange gange tillykke med det. Jeg kunne ikke dy mig, jeg havde så meget lyst til at sige tillykke at jeg ringede (naturligvis fra en locutorio, fra mobilen er det økonomisk selvmord) og blev så rørt over at høre først Elisabeths og siden Klaras glade stemmer. På en måde føler jeg mig langt hjemmefra, på den anden side har jeg dem tæt på. Kan ikke forklare fornemmelse ellers, men den er fin nok, tror jeg.
Så skete det endeligt, Honda Twister 250. Et nummer mindre end jeg troede, men på den anden side meget nemmere at sælge igen når jeg kommer så langt. Der er simpelthen intet marked i Argentina for motorcykler der er større. De er heller ikke til at betale for almindelige argentinere (eller italienere bosat i Danmark på dannelsesrejse i Argentina, en sjælden race).
Lige nu sidder jeg i noget så sjældent som en restaurant med trådløst netværk, lige overfor motorcykelforretningen. Jeg skal vente til motorcyklen kommer tilbage fra det politikontor som skal ”validere” den, dvs. kontrollere at motorens serienummer svarer til hvad der står på papirerne. Det sker hver gang en motorcykel skifter ejer. Når det er en bil, der skifter ejer er det endnu mere kompliceret.
A propos kompliceret, jeg tror, jeg venter nogle dage, lige som når man tæller til 10 (eller 10.000 i dette tilfælde), men så skal jeg nok komme med mine betragtninger om bureaukrati i Argentina. Nuria sagde noget så rigtigt i aftes: Hvorfor gøre det nemt når man kan gøre det besværligt?
Åh, frihed, kom til mig, ellers jagter jeg dig snart på min nyerhvervede Twister…
Så skete det endeligt, vejret sagde selv stop i nat. Når det er for meget, så er det for meget. 30 grader så tidligt på foråret må give bagslag før eller siden, og kl. 4 natten til i dag slå lyn og torden pludseligt ned. Og det varede 6 timer før der kom en pause på et par timer, men så startede det hele igen. Hele dagen har det regnet, jeg ved ikke hvor mange millimeter, men det er mange. En perfekt dag at gå i timevis rundt i en by, man ikke har besøgt før.
Jeg skulle til La Plata (hovestaden i regionen Buenos Aires) for at mødes med Matias og sammen med ham se, om vi kunne finde bedre egnede motorcykelemner end det, Buenos Aires indtil videre har budt på. Jeg kommer ikke nærmere ind på det nu, mest pga. overtro. Men mon ikke vi har en vinder snart? I morgen skal jeg i hvert fald tilbage og prøvekøre en, som jeg i første omgang har vurderet for ”let” – men mon ikke det går lige akkurat? Vi får set.
I morgen skal jeg også spise på restauranten ”El Gaucho Italiano”, hvad ligner mere mig end sådan en. Og kok tilmed! Madanmeldelse med tilhørende kokkehuer følger…
Jeg stod tidligt op i dag, og havde noget svært ved at finde en bar eller en locutorio der havde åbent. Jo, søndage er hellige i Argentina, der arbejdes ikke specielt hårdt, men det er ikke kirkerne der bliver overrendt. Faktisk er kirker et sjældent syn i gadebilledet, og det passer mig aldeles fint.
Som en parentes kan jeg nævne, at jeg har fået fortalt at argentinernes holdning til den katolske kirke er noget anstrengt efter kirken samarbejdede med diktaturet for ca. 30 år tilbage. Der er stadig tusindvis af menneskeskæbner som hænger i det uvisse, de såkaldte desaparecidos, de forsvundne. Det er et stort ar i Argentinas sjæl, og ingen ved, hvornår det vil heles.
Tilbage til dagen i dag. Søgen efter motorcyklen blev sat i bero, fordi alt var lukket. Så kunne jeg passende brug tid på en lang gåtur i 30 graders varme. Her kalder de det forår. Jeg glæder mig sgu ikke til sommer…
Jeg gik og gik, gennem det smukke kvarter Palermo, igennem flere kæmpestore parker og hen til lufthavnen, så på den anden side, ved floden Plata, som er så grumset og forurenet som man overhovedet kan forestille sig. Men jeg gider ikke være negativ, så jeg skal ikke fortælle mere om det nu. Tilbage til den kølige lejlighed, hvor jeg kan spise lidt ost og skrive lidt om dagen i dag – tænkte jeg. Da jeg kom ind ad døren sad Nuria og ventede på mig. Hun var glad for jeg kom, og en smule bekymret over, om jeg nu kom til tiden. Jeg var et stort spørgsmålstegn. Vi var altså blevet inviteret til en asado, en argentinsk komsammen over grill, hvor der bliver serveret kød i lange baner. Tak skæbne sagde jeg, og vi tog straks af sted. Mere trav, det passer mig fint når jeg nu hverken kan ride eller løbe. Vi kom hjem til Federico, som i går fik installeret en ny Parrilla, den skulle indvies. Parrilla er en slags gril, men for guds skyld glem alt om weber, det er for lykkelige amatører. Weber i forhold til parrilla er det samme som en trecykel overfor en Lamborghini – så er det sagt.
Den største forskel fra en argentinsk asado og en dansk grillaften er dog kødet, og kvaliteten af råvarerne. Jeg skal hermed på forhånd sige mange gange undskyld til min kød-pusher, den økologiske slagter Mineslund på Asnæs, men dens kød når ikke argentinsk ditto til sokkeholderne – you wish! Det er smagen, først og fremmest, men også hvor mør kødet er. Teksturen, kvaliteten, saft. Kombinationen af det hele. Og så har jeg spist dele af en ko, som jeg ikke en gang vidste eksisterede. Jo, det var bestemt en uforglemmelig madoplevelse. Der er billeder af det på det sædvanlige sted (her).
Det sjove i dag var, at Nuria og jeg gik sammen hjemmefra hen til Federicos hus, hvor vi var de to ”fremmede” (uden dog aldrig at føles os fremmede). Efter arrangementet gik vi også hjem igen. En gang hjemme skulle Nuria snakke med sin bror i telefonen, og jeg så mit snit til at opleve aftenens skraldafhentning (læs mere i min artikel her). Så jeg gik ud igen, og kom først tilbage efter et par timer, sikker på at Nuria var gået i seng. Men det var hun ikke. Vi fik snakket lidt om hvad hendes bror havde fortalt, om hun spurgte om hvad jeg havde lavet, osv. Og det sjove var? Jo, jeg har ikke i lang tid oplevet at leve i et parforhold. Dette er bestemt langt fra, men på overfladen alligevel… det synes jeg er lidt sjovt, specielt fordi jeg kun har været her i få dage men har spist sammen med Nuria flere gange uden at rigtigt kende hende. Vi deler lejlighed og badeværelset – ikke køkkenet, hvem f… gider laver mad når en omgang fabelagtig locro står til under 10 kr. Jeg ved det kun er spørgsmål om få dage, så siger jeg farvel og tak til hende for denne gang. Men måske kommer jeg tilbage om et par måneder. Hun er i hvert fald en sød og behagelig person at dele lejlighed med.
Nu er jagten for alvor gået ind. Jeg stod op kl. 10 lokal tid og gik en dejlig tur i Palermo, en af Buenos Aires bedre beboelseskvarter. Det kan man faktisk se på de butikker, der præger hovedgaderne i bydelen. Om eftermiddagen fik jeg støtte af Federico og Jorge og jagten på en brugbar motorcykel gik i gang. Med fare for liv og lemmer satte jeg mig selv igen i Jorges bil med Jorge som chauffør. Det er altså et under, at jeg sidder her og skriver nu. Men det er mig, der er pivset, for på bagsædet sad også Federicos 7-årige søn, uden at farmand på et eneste tidspunkt bad Jorge om at kigge efter om der kom biler når han susede med 80 km/t gennem et vejkryds. Her er ingen vigepligt i et vejkryds. De fleste veje er ensrettet, og man krydser skiftevis en vej med trafik kommende fra højre og fra venstre. Begge har det, der svarer til hajtænder, og så er det om der viger sidst (eller først, om man vil), der afgør hvem der kører gennem vejkrydset uden at standse først. Det synes mærkeligt men det virker helt fint. Vi stoppede ikke en eneste gang. En anden sjov ting, man må ikke dreje til venstre i et kryds. Man tager næste gade og drejer til højre og kører så højre om en karré for at komme frem til destination. På en måde er det faktisk genialt.
Motorcykeljagten har måske båret frugt, jeg ved det først på mandag eller tirsdag. Det er sådan, at jeg har fundet en Honda Shadow 500, som er i fint nok stand til at klare turen og lidt til. Den har cardan-transmission, hvilket er et plus, men ingen indsprøtning, hvilket er et minus. Motorcykler med indsprøtningsmotor er forholdsvis nye i Argentina, så måske skal jeg bare glemme alt om det. Jeg har set yderligere 3 motorcykler, men ingen af dem kunne komme i betragtning pga. deres stand. Jeg håber og regner med at kunne se til flere motorcykler de kommende dage. Men det er altså ikke en videre populær transportform i Argentina, og det kan jeg godt forstå. De fleste motorcykler her er 100-150 cm3, hvilket er helt passende til en storby med en udstrækning på 100 km, hvor man måske får kørt de 50 dagligt. Store motorcykler dur kun til landevejskørsel, men herfra er der altså 3 timers kørsel til landevejen…
Lidt kuriosum. Igen i dag er jeg blevet stoppet på gaden og spurgt om vej, og igen i dag kunne jeg umiddelbart hjælpe. Det er så forfriskende, at man kommer til at snakke med så mange mennesker over så forskellige ting, for så får jeg virkeligt brugt mit castillano. Jeg elsker virkeligt at være her, men jeg glæder mig til at slippe for storbyens larm og kvælende smog. Og til sidst, jeg havde regnet med at komme i det tidlige forår og drage mod nord for at finde mildere temperaturer. I dag var det 28 grader varmt her, og forrige nat kom det ikke under 15. Det behøver altså ikke at blive meget ”mildere” før jeg begynder at synes det er lidt for varmt…
28. september 2007 - de fattige, de rige og de virkelige skønne
Dagen i dag har budt på en masse af oplevelser, og den er ikke slut endnu. Hvor skal jeg starte? Hm…
Efter jeg gennemgik mulige motorcykelemner tog jeg Subte, undergrundsbanen, (den koster 0,70 pesos, kære Movia, altså 1,20 kr., og glem alt om zoner her). Jeg skulle besøge den gamle italienske kvarter Boca, men jeg besluttede mig for at starte fra et område, som alle har frarådet mig at bevæge mig pga. småkriminalitet og overfald. Så skulle den have hele armen. Ok, det var et fattigt område, men alligevel. Derfra gik jeg til det mest turistiske område i byen, hvor man ikke kan få lov at gå forbi et spisested uden at man bliver venligt men bestemt opfordret til at sidde ned og spise. Nej tak. Jeg gik en kende videre og kom inde i området ved Boca Juniors stadion, og her var der et spisested der lignede 1 million, med et skilt udenfor: ”Hoy Locro Criollo”. Jeg gik ind og sagde at jeg skulle spise. Tjenere henviste mig til et bord og jeg sagde at jeg skulle have en omgang af ”Locro Criollo”, hvorefter jeg spurgte hvad det var. Tjeneren fortalte mig at det var en majssuppe. Ok, sagde jeg en smule skuffet, så skal jeg også have en enpanada, og vand til. Tjeneren mente absolut at jeg skulle have vin til locro’en, men jeg drikker sjældent vin til maden, og aldrig til frokost. Men jo, sagde tjeneren, locro er en ret med masser af kalorier, så der skal vin til for at forbrænde dem. Efter at have tygget på den argumentation i ca. et halvt sekund gav jeg efter, så kom vinen på bordet.
Jeg fik også en forret (som jeg ikke havde bestilt, men hold kæft hvor smagte det godt, grillede abeurginer, min favorit), og så kom empanada, frisk og smagfuld. Locro’en… altså lad mig sige med det samme, at enten betyder ”supa” noget helt andet end suppe, eller er det bare en genial måde at tilberede og servere den på. Skeen kom også med på bordet, men blev aldrig taget i brug. Smagen var helt i top. Og majs! Majsen er oprindelig fra det amerikanske kontinent, så jeg gætter på, at hvad vi i Europa kalder majs er fremavlet til det europæiske biotopiske forhold. For den majs jeg spiste i dag var noget helt andet, noget meget specielt. Jeg sluttede med en kop kaffe (som til gengæld bestemt ikke er Argentinas speciale) og regningen lod på svimlende 35 pesos, altså knap 60 kr. Det er mere end det gennemsnitlige 20 kr. jeg på forhånd forventer at skulle bruge pr. måltid, men det var det hele værd. Og lidt til. Jeg fik faktisk en god sludder med tjeneren om min drøm om at få fat i en motorcykel og besøge de fjerneste afkroge af landet. Hans bror skulle være bidt af motorcykler og kender et sted udenfor Buenos Aires som skulle være et mekka for motorcykelentusiaster. Jeg skal tilbage til tjeneren i morgen og få en adresse, så tager vi det derfra.
Ok, det var dagens højdepunkt. På vej hjem gik jeg en lang tur langs havnefronten, hvor luften summer af rigdom og velstand. Jeg uploader snart nogle billeder til webalbummet. Her er politi overalt, mens jeg så ikke skyggen af politi i det fattige kvarter, kun ved åbne pladser og befærdede vejkryds. På vej hjem blev jeg ringet op af Federico, noget med motorcykler, så jeg var nødt til at skynde. Jeg tog derfor Subte hjem i stedet for at gå de sidste 3 km. Jeg havde da på det tidspunkt også gået uafbrudt i over 3 timer, 5 sammenlagt i dag. I undergrundstogets bagerste vogn var der et par, som pludseligt tændte for en ghettoblaster og gav sig til at danse tango. Det lykkedes mig at tage et halvt billede af dem, jeg nød forestillingen bare og kom først i tanke om at jeg skulle forevige øjeblikket da de næsten var færdige. Men smukt var det.
Jeg kunne gøre denne historie uendelig lang, men jeg forbarmer mig og gør det lidt kortere, men også kun lidt. Jeg havde næsten ingen strøm tilbage på min computer, så der skulle en omformer eller endnu bedre en argentinsk stikkontakt for enden af min forlængerledning, så jeg kan bruge en dansk skinne og dermed flere af mine medbragte apparater på en gang. En stikomformer kostede i Københavns lufthavn det nette sum af 149 kr., inkl. moms og feriepenge. Jeg tænkte at jeg kunne gøre det billigere ved at nøjes med at købe selve hanstikket til forlængerledning, sådan en koster typisk en 20’er i supermarkedet i DK, det er sikkert endnu billigere i Argentina. Først gik jagten i gang efter en forretning med elektriske varer. Glem alt om varehuse, Bilka mig her, Føtex mig der. Heldigvis er der ikke noget af det i Buenos Aires. Og ej hellere gør det selv varehuse (hvilket måske er lidt en skam, men vent lige lidt inden du tager dig i håret og tænker det væreste).
Jeg skulle spørge hele 4 steder, 2 x alm. mennesker på gaden samt en ”forkert” forretning jeg blev henvist til. Det gav også en ordentlig spadseretur på 3 karreer frem og tilbage, men så gik jeg endeligt ind i en forretning, som var taget ud af en filmkulisse fra de gode gamle dage. Bag en vel 20-meter lang disk stod hele 6 ekspedienter og servicerede kunder og katalogiserede varer på hylderne bag disken. Alle 6 var fyre mellem 25-40 år, alle med ens blå kittel og navneskilt – navneskiltene havde dog forskellige navne skrevet på. Jeg havde taget min forlængerledning med for hvem husker hvad hanstik hedder på spansk? Jeg skulle for øvrigt også have en skruetrækker med, ellers kommer man ikke så langt i projektet. Nåh men så kommer ekspedienten Aleandro og spørger hvad han kan hjælpe med, og jeg viser ham hanstikket og siger at sådan en i argentinsk udgave skal jeg også have. Han vender sig en kvart omgang og vupti, stikket ligger fremme på disken. Så siger jeg, at jeg også skal have noget med til at skrue skruerne af og på med igen. Så tager han sin egen skruetrækker fra brystlommen med den ene hånd og forlængeledning med den anden, og går straks i gang uden og spørge om han skal gøre det for mig. 2 minutter senere har jeg et løst italiensk hanstik i hånden (det var det, som sad på forlængeledningen), og et argentinsk for enden af ledningen.
Jeg siger mange tak, og han svarer standardsvaret i Argentina ”No, ma por favor!” (som lyder noget i retning af en halvfornærmet ”nej, bevares!”). Jeg spørger hvad jeg skal betale for herligheden og han spørger hvad jeg hedder og henviser mig til kassen, som ligger lidt bagved og en halv meter højere end omgivelserne, omkranset af et jerngitter som en bank i den vilde vest. Dér sidder (eller står?) en pige, og beder om mit navn og derefter om 2,73 pesos, som det stemplede kvittering viser. Omregnet er det 4,50 kr. Jeg har tilmed fået 10% rabat. Og nu ved jeg, at hanstik hedder ficha. Hele 3 ting på en gang! Det minder lidt om… nej, det er lige meget.
På vej hjem kiggede jeg ind i en kiosk (kiosco) og spurgte hvad en pakke cigaretter (Marlboro) koster: 3,60 pesos, eller 6 kr. - de er steget for nyligt sagde han. Jeg fortalte ham at ingen steder i Europa kan du få dem for under 30 kr., men dertil svarede han at for 5 år siden kostede de 1,20 pesos pr. pakke, samme kræftfremkaldende stads. Nåh men for en stund er jeg tilbage til danske æ’er, å’er og ikke mindst ø’er. Jeg skriver bloggen på forhånd, kopierer teksten i en usb-nøgle og beder folk i bag internetcafeen om at uploade filerne til det lokale netværk. Det er endnu ikke lykkedes mig at spotte en eneste computer med usb-port, det er kun dem bag disken der kan jonglere med den slags tekniske vidundere. Og glem alt om at bruge egen medbragt pc, det lader sig ikke gøre.
Det var lang nok for i dag, husk at se billeder, jeg prøver så vidt muligt at uploade en mappe om dagen. Jeg vil hellere skrive mindre og vise flere billeder.
- o -
27. september 2007 - update
Jeg har kun vaeret i Argentina i faa timer, men jeg foeler mig rigtigt hjemme. Jeg skriver nu fordi det kan godt vaere at det varer lidt foer jeg skriver i bloggen igen, maaske helt op til et par dage! Spoeg til siden, der er internetcafeer overalt i byen, og jeg har gaaet uafbrdt i 3 timer. Det er nok min krop der skriger efter at bevaege sig oven paa flyveturen. Men nu skal jeg lige have en pause, saa kan jeg skrive lidt paa dansk inden jeg kaster mig over en omgang afpudsning af castillano igen.
Jeg skal lige naevne 2 ting: for det foerste er det helt rigtigt, at jeg foeler mig hjemme. Trafikken her er helt vanvittig (og det er en italiener der siger det), byen larmer ad h.. til, og det stinker af smog som i Milano i myldertiden. Det er ikke det, der faar mig til at foele mig hjemme. Der er noget over stemningen, og jeg er som en fisk i vandet. Hele 2 gange har nogen spurgt mig efter vejen... det er ogsaa med til at faa mig til at foele mig som indfoedt...
Det andet jeg lige skal naevne er kvinder - kvinderne i Buenos Aires, manner! jeg havde en droem for et stykke tid siden, og baade den kvinde jeg droemte om og gaderne i droemmen er herfra, der er ingen tvivl om det mere! Jeg har dog endnu ikke fundet lige praecis hende, som i min droem bar en blaa kjole uden aermer, men kvindernes holdning og udseende generelt vil kunne goere enhver mand (med stort M) bloed i kneene.
Naah, men jeg maa hellere smuttet, jeg har allerede siddet og snoldet for over 1 krone internettid. Naah, jo. A propos priser. Jeg fik en fantastisk god frokost (en tallerken med lokale poelser og oste) i en flot restaurant, inkl. drikkevarer, lige som for at fejre at nu er jeg her: 35 kroner i alt. Jeg kunne ikke lade vaere med at overdrive med drikkepenge: hele 8 kroner, mere end det dobbelte end man normalt laegger ned her. Jeg, en verdensmand ude i den store verden...
- o -
27. september 2007 - Endeligt!
Saa er jeg landet, jeg er i Buenos Aires og er fuldstaendigt smaedret af at sidde i et fly i saa mange timer. Jeg kom forbi en internetcafe og kunne ikke dy mig, jeg skulle lige opdatere siden. Jeg har lagt et par billeder paa min offentlige rejsealbum, den findes her: http://picasaweb.google.com/andreaiargentina
Skriver igen inden laenge, lige nu er jeg bare SAA GLAD!
26. september 2007
Jeg rejser i dag, næste indsag kommer når jeg er i nærheden af internet igen - hvornår det sker, det må guderne vide.
Læs mere om tiden op til rejsen her |
Buenos Aires
Nyhedsbrev
3. oktober 2007 - så er mc’en hjemme
1. oktober 2007 - La Plata i regnvejr
30. september 2007 - Ny parrilla? Asado!
29. september 2007 - måske er motorcyklen fundet
Jeg har startet dagen med lidt forvirring. Jeg satte mig ned på en bar ved vinduet, som lige netop var strejfet af solen. Pyt, sagde jeg, den drejer snart af. Og den gjorde også, bare den anden vej. Når man har solen på sin venstre side om formiddagen så vender man ansigt mod syd, naturligvis. Og da solen står højst når den er mod syd, så er det den vej, den går i løbet af dagen. Forkert! Nu er jeg syd for ækvator, og her drejer solen modsat, så man har den i nakken hvis man kigger mod syd når den står højst. Altså det blev varmere og varmere at sidde ved vinduet, og jeg kunne ikke forstå hvorfor. Det blev jeg pludseligt klar over, og fred være med det. Det vidste jeg godt, jeg troede bare ikke at det ville forvirre mig.
27. september 2007 - historien om en kvittering