Centro igen

Den uge jeg tilbragte i Tres Arroyos har været fyldt med oplevelser og følelser, så det til sidst føltes, at både mit hoved og mit hjerte ikke kunne rumme mere. Den sidste dag i Tres Arroyos tilbragte jeg med at køre rundt og sige farvel til dem, som har brændemærket mig inden i. Jeg føler, at jeg på en måde tilhører dem, for de er blevet en del af mig. Så meget er jeg påvirket af mit ophold i Tres Arroyos, og mit møde med Gonzalo og hans familie, Birthe og Enrique deres familie, dette være den biologiske eller Colegio argentino-danes. Det var svært og befriende på en og samme tid at forlade stedet. Som jeg sagde til Enrique, hvis jeg var kommet dér i starten af min rejse så havde jeg næppe oplevet så meget Argentina, som jeg trods alt har gjort. Og selv om jeg ikke føler, at der har været ”tomme” dage under min argentinarejse, så har de seneste dage så afgjort været de mest intense. Det er endnu ikke tid til at gøre status, men jeg kan godt mærke, at dagen for hjemrejsen er ved at nærme sig. Nu er der en række ting, jeg skal/kan gøre for en sidste gang her i Argentina. I hvert fald for denne omgang.

Jeg har én gang tidligere redet uden sadel ved stranden. Det var hjemme i DK og i forholdsvis varmt vejr. Det var en oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Lige som i dag. En af de sidste dage jeg er på tur i Argentina. Havet i dag hedder ikke Storebælt men Atlanterhavet, og der er forskel. Ikke bare fordi jeg kan se det, men det kan føles, det kan mærkes. I lyden, i vinden, i lyset der kaster skygger den forkerte vej. Hesten er også en anden. Jóli er dejlig at ride uden sadel, det har alle hestene været. Hesten i dag ikke mindre, og hans galop minder faktisk om Jólis.

Jeg har besluttet mig for at bruge resten af min tid inden jeg sælger motorcyklen på kortvarige oplevelser. Steder jeg kun oplever en dag, heste jeg ikke kommer tilbage til, og mennesker, jeg kun møder en gang. Tidligere på turen har jeg ellers valgt at forlænge mit ophold hver gang jeg har været steder, mødt mennesker, eller redet heste, som jeg gerne ville nyde mere af. Så man kan kalde det en panikløsning, når jeg nu ved, at tiden snart rinder ud. Som om jeg kendte min dødsdag, den dag jeg står op for at tage ud til lufthavnen og rejse hjem igen. Nej, det skal ikke opfattes negativt, jeg glæder mig så meget til at omfavne Klara igen, at jeg er sikker på, at når jeg holder Klaras hånd i min så er Argentina gemt væk (ikke glemt) for en stund. Men præget, det er jeg, og mere til. Nu er jeg vist ved at gøre status igen, og det er ikke mening. Det kommer jeg tilbage til når jeg er klar til at rejse hjem igen. Og det er jeg ikke endnu.

12. december 2007 - Colegio argentino-danes

Jeg er blevet meget længere end jeg på forhånd havde regnet med her i (omkring) Tres Arroyos, og en af grundene ses på billedet her, taget i secundo ciclo (aldersmæssigt svarende til 4.-6. klassetrin) i privatskolen Colegio argentino-danes. Denne pragtfulde institution blev grundlagt i 1917 af danske indvandrere til fordel for deres børn. At den har kunnet overleve frem til i dag, hvor der kun er en håndfuld dansktalende voksne med tilknytning til skolen, skyldes primært den drivkraft og dedikation som folkene bag skolen har udvist de senere år. Der går nemlig ikke længere dansktalende børn i skolen, men tilknytning til Danmark er ikke til at tage fejl af. Jeg havde den sjældne fornøjelse at kunne opholde mig på selve institutionen i et helt døgn, og dermed ånde og indleve stemningen og nogle af de faste traditioner, som stadig præger skolen. Der er en del danske gloser, som bruges dagligt. Fx kaldes den energiske og altid smilende (unge) oldfrue ”oldfrue”, og et skab bliver kaldt ”eskap”. Måltiderne starter altid med ”værsgo’” og slutter med ”velbekomme – tak for mad”. Når der synges til en fødselsdag bliver der også sunget på dansk. Og så videre.

Udover fornøjelsen ved at være der som interesseret tilskuer fik jeg lov at vikariere for Birthe i en dansk time, som er et frivilligt fag i skolen (det er for øvrigt vist nok første gang i skolens historie at en italiener ”underviser” i dansk). Og så ville nogle af børnene gerne have en italiensk time. Sidstnævnte gik vældigt fint, indtil vi kom frem til tallene. Det skabte mildest talt furore da vi kom frem til tallet 18, for det udtales på italiensk på en måde, som indeholder et ”mala parabla”, et bandeord. Det vidste jeg ikke på forhånd, og jeg kunne heller ikke få børnene til at forklare mig betydningen af dette ord. Det klarede skolens ledere senere, og det skal ikke skrives i sådan en pæn blog som denne. Lad det kun være sagt, at der næppe er et barn i secundo ciclo som nogensinde vil glemme, hvad 18 hedder på italiensk…

Jeg fik også en lang og lærerig natlig snak med en af skolens unge profesore, Ariel, og fik desuden øvet lidt engelsk med engelsklærerinden Soledad, både i engelsktimerne og i pauserne. Nogle af børnene (de større drenge) fik sig også en rundtur på motorcykel, og jeg var lige ved at bytte motorcyklen for en hest. Mange af skolens børn kommer nemlig fra familier som arbejder i landbrug, og dermed både har jord og heste. Jeg mødte også en elevs far, Pablo Norrild, som er oldebarn til danske indvandrer. Måske møder jeg ham i morgen, og så tager vi ude at ride ved hans bondegård og får snakket lidt mere.

Jeg kommer til at skrive en del mere om skolen i en artikel, der er i hvert fald masser af kød på denne kanonoplevelse. Skulle nogle dansktalende forvilde sig til Tres Arroyos er mit råd til endelig at tage ud til Colegio argentino-danes, hvor man også kan overnatte. Jeg tror, det skal aftales på forhånd, men det er så afgjort værd at opleve! Alle, ALLE er så utroligt imødekommende her, både lærere, det øvrige personale og ikke mindst børnene.

10. december 2007 - Endnu en ridetur, og så en halv hviledag

Dagen i går var endnu en af dem, som jeg næppe vil glemme. Og i dag har ikke været så almindelig hellere. Det har dagene i Argentina meget sjældent været, om nogen.

Men begyndende fra i går. Dagen startede med en ordentlig omgang gåtur til et sted 4 km udenfor byen hvor der skulle afholdes en gauchofest med konkurrence og opvisning, og ikke mindst den berømte argentinsk ”doma”, mere om det om lidt. Vejen ud til gauchofesten var længere end jeg havde regnet med, ellers havde jeg taget motorcyklen og ikke mindst en hat på. Nu sidder jeg med både ansigtet og halsen så røde som de aldrig har været før, bare jeg slipper for vabler… Det var ikke fordi det var så uudholdelig varmt, for der blæste en halv pelikan. Men det gjorde ikke noget, for da jeg kom frem mødte jeg straks søde Laura, og jeg fik et velkomstkys som var hele traveturen værd og mere til.

Til arrangementet var der flere forskellige konkurrencer, der er billeder i webalbummet. Men et par af konkurrencerne skal jeg lige fortælle lidt om, den første er riendas (en form for slalom mellem olietønder hvor man skal tilbagelægge en bestemt rute uden at vælte en eneste tønde, man rider 2 samtidigt og taberen ryger ud). Min favorit var den eneste kvindelige deltager, og også den yngste, Natali på 11 år. Og hun gjorde rent bord i fornemste stil! Kun i semifinale var hun bagud i starten af løbet, men hendes konkurrent var for uforsigtigt og faldt en tønde, så han blev diskvalificeret.

Hovedkonkurrencen Doma er ikke for tøsedrenge. Det er en slags rodeo, men jeg skal understrege, at hestene her hverken bliver slået eller lider nogen form for overlast. De bliver heller ikke pirket med el-pistoler eller andre værktøjer, og de har hverken rem om livet eller andre steder. Der er heller ingen sadel, og ej heller tøjler eller mundstyk. De er bare utæmmede heste, som gerne vil af med rytteren. Og hvis rytteren efter 5-6 sekunder stadig sidder på ryggen af hesten, bliver rytteren fjernet af to hjælperyttere. Argentinerne har kun væmmelse til overs overfor rodeo og andre (især) spanske former for dyremishandling. Domaen foregår ved, at hesten (som kun har en grime på) bliver bundet til en pæl, og så beroliges den bl.a. ved at der er 2 heste på hver side af den, mens rytteren hopper på ryggen af den. Så bliver hesten sluppet løs, mens rytteren prøver at holde balancen og samtidigt svinger en slags pisk op i luften, så hesten mere end bare opfordres til at komme frem. Jo ”højere” pisk desto mere spektakulært. Efter 5 sekunder er alt forbi, hvis altså rytteren har kunnet holde sig på ryggen af hesten så længe, og hesten triller stille og roligt hen til de andre heste.

Efter en spændende for- og eftermiddag i hestenes tegn sagde jeg farvel til Laura og smuttede over til Ove og Julia, hvor jeg også mødte Gonzalo igen. Vi kørte sammen først til den danske kirke/kapel, og senere hen til Enriques og Birthes hus ude på landet (de har 600 hektarer landbrugsjord, som de dyrker med korn og soja). Her mødte jeg igen Cecilia, som jeg i første omgang fejlagtig troede var 15 år (hun starter på universitet i marts måned) og hendes brødre Jan og Totti. Sidstnævnte møder jeg sikkert igen i La Plata, for dér bor han og han vil gerne hjælpe mig med at sælge motorcyklen. Dagen i går sluttede med at Gonzalo og jeg mødtes til aftensmad i byen, Parrilla, hvad ellers?

I dag har jeg ”nøjedes” med at tage ud til Juans campo, hvor til min store (og glædelig) overraskelse mødte Laura endnu en gang, og hvor jeg atter fik lov at låne Indio, denne gang uden sadel. Og han er endnu bedre at ride på uden sadel. Jeg fik følgeskab af Raul, Lauras storbror, selv om jeg tog nogle galopture alene. Hans hest var en smule for nervøs til galop, mente han. Da vi kom tilbage blev jeg nærmest udfrittet af Juan (Lauras far), som gerne ville vide nogle flere detaljer om mig. Mit arbejde, min uddannelse, hvordan jeg bor osv. Mon ikke han har lagt mærke til, at Laura smiler en hel del når vi snakker sammen. Og jeg føler mig mere end ”godkendt”. Men bare roligt, der er ingen fare for jeg lader mig friste over grænsen, selv om Laura både er meget sød og smuk. Og 28. Og en fabelagtig rytter, siger storbroderen. Jeg synes i hvert fald vældig godt om hende...

8. december 2007 - Om at leje en mor, gå til polo og finde Danmark i Argentina

Tres Arroyos er en by, som har det hele for mig og lidt til. Det bliver langt det her, men jeg prøver at gøre det kort.

Hotellet hvor jeg bor hedder Andrea, og det er både godt og billigt. Her har jeg fundet min første kilde til en masse oplysninger, der kommer mere om det i et artikel senere.

Den allerførste aften jeg var her kom jeg til at snakke med så mange forskellige mennesker, at jeg ikke rigtigt ved, hvor jeg skal starte. Måske med Gonzalo, mer om ham under ”Personer”.

Da jeg kom tilbage til hotellet ville jeg gerne uploade nogle billeder, men da hotellet ikke har noget forbindelse til internet ville jeg spørge en butik overfor, som sælger netværksløsninger, om jeg kunne låne deres netværk lidt, så jeg slap for at gå ind til centrum for at finde en internetcafe. Det viste sig at denne butik ikke selv har et netværk (!), men den nysgerrig ekspedient (en meget sød pige for øvrigt) spurgte mig om hvorfor. Jeg fortalte hende at jeg var på gennemrejse og gerne ville opdatere min weblog, og så spurgte hun ind til mere. Hendes kollega Natalia lyttede åbenbart med, for da jeg fortalte om at jeg bor i Danmark brød hun ind og gik hen til mig. Hun fortalte at hun har tilknytning til den kostskole som hedder Colegio argentino-danes, altså den gamle danske privatskole 45 km fra byen. Dér skulle jeg altså til, og gerne samme aften, hvor der var årsaflutningsfest. Som sagt, så gjort, og jeg kom derude og blev modtaget med åbne arme af Enrique, hans kone Birthe og Ove, alle dansktalende efterkommere af danske indvandrere. Jeg vil besøge skolen senere, den er meget speciel for mig. På vej hjem igen i den mørkeste nat jeg nogensinde har oplevet standsede jeg for at se en stjernehimmel, der ikke findes ord for. Og landskabet rundt omkring lod sig ikke tilbage, den var fyldt med lysende flyvende insekter, som jeg ikke ved hvad hedder på dansk, og som jeg husker at have set en gang i Italien da jeg var barn. På himlen kunne jeg endda se helt tydeligt og med det blotte øje to stjerneskyer. Et imponerende syn, som jeg aldrig vil glemme.

Tilbage til dagen i går. Jeg ville også gerne ude at ride, men jeg kunne ikke finde noget ”godkendt” hesteudlejning, og lige som i San Antonio Oeste, så her spurgte jeg også rundt. En fyr jeg mødte tilfældigt ringede til en, som gav ham et nummer som han ringede til. Her fik han et nummer, som han ringede til, og gav mig så Juan i røret. Juan havde aldrig lejet heste ud, fortalte han. Måtte jeg så alligevel gerne? Næh, nej, tjoh, han vidste ikke rigtigt. Hvorfor kom jeg ikke til doma (en slags rodeo, mere herom senere) på søndag, så kunne vi snakke om det. Nej, jeg ville ride i morgen. Ok, sagde han så, jeg kunne finde ham på hans campo dagen efter. Det gjorde jeg så, selv om det var noget besværligt at finde frem til stedet. Og han var der ikke til at starte med. Det var hans kone til gengæld. Og hun troede ikke, at jeg ville kunne få lov at leje nogen af mandens heste. ”Er du sikker på at det var heste han sagde, og ikke hans mor?” sagde kvinden. Hun mente helt sikkert, at manden hellere ville leje sin mor ud frem for en af sine heste. Jeg fik snakket en del med kvinden, inden Juan endeligt dukkede op. Og nej, jeg kunne ikke leje en af hans heste, men jeg var velkommen til at se på dem. Et kvarter senere fik jeg lov at leje Indio, og jeg kom endda på tur alene. Jeg tror, han kunne se på hvordan jeg snakkede med hestene at jeg virkelig ville af sted på en af dem. Da jeg efter turen ville betale for lejen vidste han ikke, hvad han ville have. Det måtte jeg selv om, sagde han.

Da jeg skulle finde frem til Juans campo spurgte jeg undervejs et par fyre, som var i gang med at forsøge at fange nogle løse heste. De kunne ikke hjælpe, så med udsigt til ikke at skulle finde frem til stedet spurgte jeg dem, om man mon kunne leje en af deres heste. Nej da! De er poloheste, de skal bruges til en polokamp senere samme dag. Og jeg som troede, at sæsonen var forbi. Kl. 4 om eftermiddagen, sagde de. Om jeg kunne komme og se på? Du er så hjerteligt velkommen!, sagde de. Så efter jeg havde været på ridetur og besøgt Gonzalos hjem (og mødt hendes supersøde mor Mirtha og utrolig flinke bror Silvio) tog jeg med Gonzalo af sted på motorcykel til polobanen. Det var en ganske interessant oplevelse, hvor jeg fik indblik i en elitesport som den dyrkes af almindelige mennesker. Her mødte jeg også en 4. generations dansker, og det var meget interessant at høre om den sag. Der kommer mere, meget mere om danske indvandrere i Argentina i perioden omkring 1930 i en artikel senere. Da jeg havde mødt nogle af polospillerne og fortalt lidt om min baggrund og min lidenskab for heste stod de nærmest i flok for at låne mig en hest, så jeg kunne prøve. Det blev Ingnacio den heldige del løb med min gunst. Spøg til side, alle var utrolig flinke, og der var ingen problem med at få lov at prøve, hvad polosporten egentlig går ud på. Og det er ikke nemt, hverken regler på banen eller selve hestene. Men der er noget medrivende ved det, helt sikkert!

Dagen var ikke slut med det! Gonzalo havde lige en overraskelse i ærmet: Vi skulle besøge Ove hjemme hos ham selv og hans kone Julia. Det blev et forholdsvis kort besøg, vi skulle alle sammen noget andet senere på aftenen. Men jeg kommer til at se meget mere til Gonzalo, Ove og hans danske skole, polosporten, Juan og forhåbentligt også Juans datter Laura, som jeg slet ikke fik omtalt i denne omgang, selv om hun er den sødeste ridepige jeg har mødt i Argentina, 28 år og altid smilende.

Som sagt, der kommer mere update snart, hvis jeg får tid til at skrive, hvilket jeg forhåbentligt ikke får…

Så har jeg endegyldig forladt det smukke Patagonien, et kæmpe stort stykke forblæst land, som har givet mig så mange oplevelser. Kun et fåtal har fået plads her i bloggen, men der er billeder af de fleste. Jeg blev over 2 uger i Patagonien, og fik både kørt en masse på motorcykel, redet og sejlet. Og jeg har soppet tæerne i et iskoldt ocean.

Nu gælder det det sidste stykke vej inden jeg vender tilbage til udgangspunktet og prøver at få solgt motorcyklen til højest mulig pris. Indtil da er jeg kommet til det første af 3 byer, som jeg har glædet mig til at besøge siden jeg fik overdraget Poul Janus’ breve. Han startede faktisk med at bo i denne sydlige del af Buenos Aires Provinsen. Der er altså 500 km til selve Buenos Aires by, så det er ikke fordi jeg er et stenkast fra at være ”hjemme”.

Der kommer mere update en af de kommende dage.