|
Norte
5. november 2007 - farvel Norte
Det er nu nogle dage siden, jeg har opdateret bloggen. Jeg har været 3 dage i Santa Maria fordi Cafayate var alt for turistisk for min smag. I Santa Maria har jeg både fundet snaksalige mennesker at være sammen med og heste at ride på. Også uden sadel, for første gang siden jeg kom til Argentina. Jeg må, her godt og vel halvvejs i min rejse, komme til den konklusion allerede nu, at hestene her er fantastisk blide og fuldstændigt medgørlige.
Jeg har kørt det værste stykke vej på turen, som planlagt og som forventet. Det var dog kortere end jeg havde regnet med, heldigvis. Men det var langt nok alligevel. Omkring 50 km, hvor tophastigheden var 30 km/t og med en gennemsnitshastighed på 16 km/t (det tog lidt over 3 timer at køre de 50 km), samt en smadret ryg. Men her i Nortes sidste bastion mod syd, Belén, er ingen hest at ride, så jeg vandrede en lang tur op i bjerget vest for byen i stedet. Jeg skal også til at finde ud af, om jeg vil til en større by for at følge dolketingsvalget på tirsdag via internet, som de seneste dage stort set har været umuligt at komme til. Så selv om jeg godt kunne trænge til en pause drager jeg straks videre i morgen, og går ind i en ny provins og en ny region, Cuyo. Mere om det de kommende dage.
Der er tilfældigheder, som nærmest er umulige at beskrive, og her er et par af dem. Først Lene og Drude, to søde og friske piger på gennemrejse i Argentina, de holder sabbatår efter de blev studenter i sommers, inden de finder ud af, hvad de ellers vil i deres rejse videre i livet. Jeg stødte på dem for nogle dage siden i en Locutorio i Tilcara. Jeg kunne høre tale dansk bag mig, og jeg kunne ikke lade være med at hilse på dem. Det var lidt mærkeligt at tale dansk efter så langt tid. Nåh, men de skulle videre nordpå samme dag, og jeg skulle egentligt sydpå et par dage senere. Men så kom regnen på vej til Cafayate i dag, og jeg valgte at holde inde i Salta for at blive tør og ikke syg. Her til aften gik jeg så en tur i byen, da internettet på hotellet var nede. Og jeg skulle da også have noget at spise, så…
På vej ind mod byen kommer jeg forbi en antikvitetsboghandel, og jeg ser mit snit til at forsøge mig med at finde et eksemplar af El Eternauta, en tegneserie som jeg begyndte at læse da jeg var meget ung i Italien, men som jeg aldrig nåede at få afslutning med. Jeg kan huske historien som det var i går, jeg læste den, og det har altid ærgret mig, at jeg aldrig fik slutningen med. Jeg har tidligere prøvet at finde den, både i Buenos Aires og også her i Salta, men jeg fandt kun en biografi af El Eternautas skabere. Da jeg sagde til manden i butikken hvad jeg ledte efter, gik han direkte hen til en af de utallige bunker bøger der var stablet uden tilsyneladende orden, og næsten nederst i bunken hev han en bog frem, og undskyldte at han kun havde bind 2 (af 2) af historien. El Eternauta er en fantastisk historie, som jeg nok skal finde plads til i bloggen på et eller andet tidspunkt. Den er skrevet og tegnet af to argentinere og udspiller sig i Buenos Aires i slutningen af 1950’erne og i fremtiden. Som sagt en fantastisk historie på flere måder, som jeg glæder mig, med over 20 års forsinkelse, at læse afslutningen af.
Tilbage til pigerne. Jeg gik så glad rundt med bogen i hånden og computeren på skulderen, og ledte efter en restaurant med trådløst internet som jeg havde fået anbefalet af en fyr ved en aviskiosk første gang jeg var i Salta. Pludseligt kom Lene og Gertrud imod mig, og det virkede noget pudsigt, men sjovt. Vi tog så sammen ude at spise, og (uden at danne den berømte forening) fik vi en hyggelig aften ud af det, synes jeg selv. Begge piger har både hjertet og hjernen på rette sted (ellers ville de ikke være på rundrejse her i Argentina, vel?), og de er på vej til Cordoba for at stemme, STOR respekt for det. Deres første valg, og jeg kan fortælle, uden at bryde hemmeligheden ved stemmeafgivelsen, at de har afsløret overfor mig at de stemmer RIGTIGT. Gid der er mange der vil gøre det denne gang, det er ikke gået så godt de sidste 2. Pigerne skal videre derfra, og det er ikke utænkeligt at vi vil mødes igen i dette kæmpe land, men næste gang vil det næppe blive så tilfældigt som i aften. Vi har udvekslet mailadresserne, og de kommer omkring Mendoza, La Plata og også andre steder i omkring samme tempo som jeg. Jeg har lovet dem at tage dem med på en ridetur på criollo-heste, det vil glæde mig meget.
Det var dejligt at slutte dagen af med 2 rigtige gode aftenoplevelser (og den ene endda dobbelt), for dagen havde ellers været en af de dumme, både vejrmæssigt og mht. en personlig oplevelse, som jeg gerne havde været foruden og som ikke skal få plads her.
Så har jeg prøvet det, og det føltes nærmest som i tegnefilm, hvor man svæver op i luften og øjnene stikker ud og bliver hjerteformede. Nej, spøg til side, det kan være at der ikke skal mere til for at give mig en fornemmelse af glæde nu, men hvad så? Glad blev jeg i hvert fald. Og hun hedder Claire, oven i! Hun rider her på billedet mellem sine veninder Celine og Milady, også skønne piger. Der er som altid flere billeder i webalbummet.
Det var så det, at jeg har besluttet mig om at tage videre i min rejse, af forskellige grunde. Så i morgen rejser jeg herfra, og det var sidste chance for at komme ude at ride med Horacio, med mindre jeg ville med på en 3-dages lang ridetur med en dags tilbagerejse i bilen. Sikke en fantastisk tur, det kunne være blevet. Jeg må love mig selv at gøre det en gang. Men så var det i dag, at Horacio skulle på tur med 5 franskmænd, 3 piger og 2 fyre (Samy og Gullaime), smadderflinke alle 5. Lige uddannede agronomer og derfor på deres store rejse inden de begynder at arbejde og slår sig ned, stifter familie, osv. Altså en markering af overgangen fra liv som ung og studerende til voksen og selvforsøger. Smukt gjort! 6 uger rundt i Sydamerika, ført an af Claire som har boet i Argentina i 2 år og taler flydende spansk. De andre 4 kan spansk på forskellige niveauer, dog alle 4 med den skønneste franske accent. Claire har skrevet en lille note til mig, den tager jeg med på rejsen.
Ellers som sagt jeg drager videre mod syd, i morgen hvis vejret tillader det. Der har været et grufuldt uvejr over en stor del af det centrale og nordlige Argentina de seneste dage. Heroppe har vi ikke set skyggen af en sky, kun en stor fest af lys fra lyn på den anden side af bjergene, men for langt væk til at kunne høre torden. Og det hver aften de seneste 4-5 dage.
Jeg har holdt en pause fra bloggen, af personlige årsager. Min videre rejse er sat på standby i en stund, en hård stund. Jeg har overvejet at afbryde rejsen helt, men ser tiden lidt an. I mellemtiden opholder jeg mig lidt i huset Casa Tunas i Tilcara, hvorfra billedet her er en detalje af stuen. Et stort og flot hus, virkeligt, som jeg p.t. har helt for mig selv. Der er ellers plads til 9 mennesker og det ville være dejligt med en smule selskab lige nu. Det har jeg så når jeg er ude at ride med Horacio. Men nok om det for denne gang.
De seneste dage er jeg kommet ind i min rejses anden måned, og har været ude på bjergene omkring Tilcara både til hest, til fods og på motorcykel. Jeg har været på mit livs hidtil længste ridetur (7 timer), næste dag har jeg været på mit livs længste ridetur (8 timer), hvor jeg samtidigt har redet så højt som 3.200 meters højde, jeg har passeret Stenbukkens Vendekreds flere gange og har kørt igennem en saltørken på størrelse med Lolland. På vej dertil har motorcyklen klaret at klatre op over et pas 4.170 meter over havets overflade, 2 gange! Ikke helt uden brok, forstås. Motorcyklen begynder at give klare signaler om ”iltmangel” ved 3.200 meter, men klarer det fint op til 3.500. Derefter skal man lege lidt med den, mere og mere med at man kommer højere op, ellers giver det problemer. Men hvis man kan holde omdrejningerne omkring 5.500-6.000 går det lige akkurat. Det kræver en del gearskifte når vejen for det meste består af hårnålesving og meget stejle lige strækninger. Men al min bekymring om hvorvidt min Honda Twister mon skulle klare Andesbjergevejen Ruta 40, med en gennemsnitshøjde over 3.000 meter er nu forstummet. Så om jeg kommer så langt de kommende uger er ikke et spørgsmål om mekanikken mere.
Der er sket flere ting, det er kun få jeg nævner her. Jeg har bl.a. spist mit livs hidtil bedste måltid, asado tilberedt i et køkkenhus over åben ild, og nydt i fornøjeligt selskab under åben himmel i over 3 kilometers højde. Samme sted har jeg spist gedeost lavet på stedet, mens kolibrier sværmede omkring blomster, jeg aldrig har set før. Jeg har lært en masse om kulturer, hvis traditioner kun overlever på lånt tid, og overværet en valgkamp, hvor vinderen var givet på forhånd. Og så de heste, jeg har redet. 3 forskellige, alle rigtigt dejlige. Den ene (Espirit) har jeg tilmed lært at tæmme. Han bukkede, så jeg lignede en rigtig gaucho, som man ser på billederne. Første gang var det meget uventet, men jeg holdt ham fint. Anden gang kunne jeg bare styre ham, som det var en leg. Efter tredje gang kunne jeg bare anticipere ham. Men efter lidt tid mente jeg, at det måske var noget galt, han havde aldrig bukket på den forrige tur. Det viste sig at der var en årsag (et stykke træ), klemt i hans gjord. Og det var godt, han blev fri for det, for senere kom vi til at ride ad stier som så smalle, at 2 mennesker ikke ville kunne passere hinanden, uden at det ene ville falde i en afgrund over 200 meter dyb. Denne gang var jeg mere end nervøs, jeg var decideret bange. Adrenalinen pumpede i hvert fald godt og grundigt, jeg ved ikke om det er højdeskræk, jeg vil helt sikkert aldrig glemme oplevelsen. Hvad med hvis hesten mistede fodfæste, eller hvis stien havde givet efter vægten? Men hesten var fuldkommen kold i røven, så på tilbageturen var jeg helt afslappet. Det er længe siden, jeg har været bange for at komme til skade, det var dejligt at opleve, at det kun var forbigående.
Jeg vil aldrig glemme disse dage i Tilcara, på godt og ondt.
Den ridetur, jeg har oplevet i dag, vil jeg ikke en gang prøve på at beskrive med ord, gå på webalbummet og se billederne.
Billedet her til venstre er taget sidst på turen, efter 3 timers ridt. Læg mærke til smilet, det er ikke glæden ved at snart være tilbage, men en selvtilfredshed som jeg ikke har prøvet længe.
Dog vil jeg sige, at vi i starten red på stier der ikke var mere end 40 cm brede, og med en afgrund på næsten hundrede meter lige ved. Jeg var ikke bange, men en smule utryg ved situationen. Jeg sagde ingenting til Horacio (min guide foran), men blev noget lettet da vi kom op på en top, som til gengæld viste sig kun at være få meter bred. Men udsigten herfra! Hvis jeg havde været helt nybegynder som rytter havde denne tur ikke været den fornøjelse, den har været. Jeg er så glad nu for alle de gode ridetimer jeg har fået af Henriette.
Den måde hestene klatrer op ad bjergene på er helt fantastisk. Man kan tydeligt se at hestene her er tilpasset det helt specielle landskab, formet af millioner af års langsom erosion af vind og regn. Og hestene klatrer op i højt tempo, og så holder de selv korte pauser på 20-30 sekunder, inden de helt af sig selv starter igen. Og de kan ikke rides uden tøjler! Jeg spurgte Horacio hvor meget han bruger benene til at styre hesten, og svaret var kun med akilleshæl når man skal få hesten til at ride hurtigere, ellers intet. Hvad sker så når man slipper tøjler? Tja, så er hesten løs, eller det tror den, og begynder bare at løbe.
Der falder meget lidt regn her, men ca. hvert 30. år kommer så meget regn på et par timer, som normalt falder på et år, at det er farligt at være her pga. kæmpesten der bliver skyllet ned af pludseligt opstået og meget brede floder. Ellers er der næsten intet vand, selv i en flodseng mere end 50 meter bred. Kun i hovedfloden som løber langs denne dybe og meget lange kløft, er der en smule vand nu, og det red vi så igennem masser af gangen, så Horacios hest kan lære vandet at kende. Hingsten er for øvrigt 3 år gammel, og er ved at blive tilredet – denne var kun hans 3. ridetur. Hingsten har intet navn, ellers som Horacio siger den hedder ”sin nombre” (uden navn). Det har jeg protesteret imod, man kan ikke kalde en hest ”uden navn”. Men han spurgte mig hvad den så skulle hedde, og nu er jeg gået i tankeboks for at finde på noget.
I morgen rider vi en 6-timers tur, og spørgsmål nu er om hans tilbud om at tage på en flere dages lang ridetur op på toppen af en næsten 5 km højt bjerg et par kløfter herfra skal tages alvorligt. Det vil i så fald uden tvivl være mit livs ridetur. Hestene klarer det uden problem og uden at drikke vand undervejs. Kun om aftenen, når de er færdige med 12 timers ridt, bliver de ikke dårlige af at få køligt vand i mavesækken. 23. oktober 2007 - Los Andes
Så befinder jeg mig i Tilcara, i hjertet af Andesbjergerne, en spytklat (efter argentinske forhold) fra grænsen til Bolivia. Faktisk er jeg kun ganske få km fra at krydse Stenbukkens Vendekreds, hvilke jeg naturligvis vil gøre en af de nærmeste dage. Lige i dag er jeg meget træt. Det er aften mens jeg skriver det her, og jeg kan mærke at turen på motorcyklen i dag har været meget anstrengende. Hele 2 gange var jeg ved at styrte, den første pga. vejrforholdene, som jeg ikke havde tilpasset min kørsel i forhold til. Jeg blev gennemblødt af styrtregn på vej op til et bjergpas, og jeg ville bare ned i dalen så hurtig som muligt for at skifte tøj og få varmen. Men man skal altså ikke køre alt for hurtigt ned ad en meget snoet bjergvej. Den anden gang hvor det var ved at gå galt, var i et stort sving hvor jeg kørte hen over en olieplet på vejen. Forhjulet gled, men heldigvis fik jeg lagt modvægt tilpas rigtigt til, at baghjulet ikke skred. Men forskrækket blev jeg dog, bare ikke så meget som den modkørende bilist som nok havde set at jeg var på vej over i hans kørebane. Jeg fik cyklen rettet op med det samme, så der skete ikke mere ved det.
Dagen startede ellers fint for motorcyklen, den fik lavet en lille service, skiftet olie og renset luftfiltret. Mekanikeren i Salta mener, at min motorcykel gerne skulle komme oppe i 3 kms højde uden at brokke sig alt for meget. Ellers kan jeg tage luftfiltret ud, men så ikke noget med at køre på grusvej, ellers bliver motoren ødelagt. Hvis jeg skal meget højere op skal jeg få udskiftet brændstofsdyserne til et nummer mindre. Problemet er bare, at her er ingen mekaniker overhovedet, for slet ikke tale om reservedele! Under turen herop (2.500 meter) har motorcyklen slet ikke brokket sig. Vi får set næste gang den skal starte.
I morgen skal jeg tidligt op og mødes med ”El Condor”, en lokal guide som skal tage mig med på – hvad ellers – en ridetur her i bjergene. Jeg glæder mig meget, selv om det nok bliver en kortere 3-timers tur. Han arrangerer også heldags rideture og rideture om natten. Jeg skal nok prøve begge dele, og der er snart fuldmånen så… Desværre har ”El Condor” på forhånd sagt, at han ikke lejer heste ud, sådan et sted skal jeg prøve at finde i morgen, for mine aleneture på hesteryg kan jeg ikke undvære. Det var bare så dejlig med Mora. Nåh, men måske er det tynde luft der gør mig meget træt, men sulten, det er jeg. En lokal specialitet er lama, så det skal jeg prøve i aften. Velbekomme!
Min flugt til mildere varmegrader har ført mig til byen Salta, hovedstad i provinsen af samme navn. Det var måske ikke nødvendigt at flygte til højden (endnu beskedne 1.200 meter), da uvejret i aftes kølede hele det nordlige Pampa af. Men nu er jeg her, og bliver nok et par dage inden jeg drager videre til det nordligste i min Argentina-tur. Mere om det når jeg kommer så langt.
Her i Salta er jeg indkvarteret på et hotel i byens udkant som har trådløst netværk. Til aftensmad valgte jeg at gå en tur inde i byen og lade mig inspirere af restauranternes øvrige gæster. De skulle ikke ligne turister, gerne familier på deres ugentlige spise-ude-aften (det er jo søndag). Her fandt jeg et sted, hvor jeg fik min største madoplevelse nogensinde. Jeg fik en Locro, som smagsmæssigt ikke kan måle sig med noget, jeg tidligere har fået. Eller omvendt. Intet jeg tidligere har smagt, har været så intens og samtidigt delikat og smagfuld. Jeg fattes ord. Det er grunden til, at jeg nok bliver i Salta i hvert fald en dag mere.
Ikke fordi jeg på forhånd havde anticiperet muligheden for, at jeg skulle tage alle mine ting og stikke af med sømmet i bund, men ikke jeg er ikke bleg for at prøve noget nyt og uventet. Så her er jeg, godt og vel ved 25,7 breddegrad syd for ækvator, hvilket svarer til midt i Ægypten hvis man siger samme breddegrad nord for ækvator. Jeg skal ikke sige hvor varmt det er i Ægypten i starten af foråret, men her holder jeg det ikke ud, altså. Jeg har ingen anelse hvad temperaturen i skyggen er, for her er ingen skygge. Solen står nærmest lodret oppe i himlen, jeg er også kun ganske få hundrede km fra Stenbukkens vendekreds. Det bør sige det hele, hvis det ikke siger en noget er man berettiget til at få sine skolepenge tilbage.
Nåh men sådan er det nu, at jeg åbenbart ikke har arvet hold-varmen-ud-genet fra min sicilianske far, ellers er varmen her også i overkanten, når man er nødt til at tage overtøj på for at dække så meget af huden som muligt, ellers brænder det at køre på motorcykel. Som når man puster på huden i saunaen. Nåh men mit gæt er, at på den mørke asfalt i solen var temperaturen oppe ved 70 grader. Så med Andesbjergene ikke så forfærdeligt langt herfra regner jeg med, at jeg kan skære 20-25 grader fra termometeren ved at klatre op i 3.000 meters højde. Kan jeg tilmed finde skygge taler vi om ganske hæderlige og bestemt tålelige temperaturer. Inden da er der et enkelt sted jeg skal besøge, og så regner jeg med at finde et sted at bo i længere tid ikke så langt fra en god og sød hest, som jeg kan ride lange ture på.
Ellers har turen til og fra Girardet været en ganske forfærdelig omgang grusveje, med huller store som kratere, selv hvor det var markeret som fint asfalteret. Da jeg købte motorcyklen havde jeg på forhånd regnet med at skulle køre hen ved 200 km på grus. Dem har jeg kørt 100 af allerede den dag jeg skulle frem til Girardet, og over 300 dagen jeg skulle af sted igen. Så 400 ud af 200 er ikke så ringe, når man tænker på at jeg stadig er inde i turens første tredjedel…
|
Norte
Nyhedsbrev
1. november 2007 - Lene, Drude & EL Eternauta
31. oktober 2007 - om at blive kysset af en fransk pige
28. oktober 2007 - Fortvivlet og bange
24. oktober 2007 - rideturen
21. oktober 2007 - Højt igen
Ellers stod aftenen i aftes i stærinlysets skær og musikkens tegn. Jeg har optaget en sekvens af en lokal fyr der synger og spiller guitar så man taber mælet: 
18.-20. oktober 2007 - På flugt