25. januar 2009 - Riglos, så er det atter tid til at sadle hestene

Efter næsten en uges venten med temperaturer over 40 grader hver evig eneste dag, kom der endeligt nogle skyer forbi. Der var ingen regn i dem, og ingen svalende afkøling. Tvært imod. Den forhøjede luftfugtighed gør de høje temperaturer endnu mere utålelige. Men det varsler om et vejrskifte. Jeg kunne se på et satellitbillede, at skyerne skyldes en slags ”hale” fra en front, der for tiden ligger et sted ude i oceanet, og som snart vil gøre sin entre over det sydamerikanske kontinent omkring 1000 km syd for hvor jeg befinder mig. Forhåbentligt giver det regn også her, og ikke mindst lavere temperaturer. Men ok, Pegasus, Tobi og jeg tager nok af sted alligevel, for det skulle være sikkert at de højeste temperaturer får et nøk omkring 10 grader nedad. Det handler om at udnytte tiden nu, ellers bliver jeg i Riglos for evig. Sådan føles det…

15.-20. januar 2009 - El Casalito-Riglos. Ny personlig varmerekord

Ikke langt fra hvor jeg befandt mig midt på dagen d. 16. januar blev der målt 57,7 graders varme, i skyggen og uden chill-faktor medregnet! Det er det varmeste og tørreste sommer i mands minde i Argentina, og nu er det meste af provinsen La Pampa (et firkant på ca. 500 km på hvert led) i undtagelsestilstand pga. tørke. Mange steder er kvæget blevet evakueret, eller solgt til spotpris, og mangel på vand er katastrofalt for landbruget. Jeg vil skynde mig og understrege, at tørken kun påvirker min rejse på den måde, at hestene ikke kan få tilstrækkeligt at spise, de dage vi rider. Derfor er det nødvendigt med ridefrie dage, så hestene kan spise sig nogenlunde mætte ind imellem og ikke arbejde hver evig eneste dag. Men det der påvirker min rejse mest er varmen. Mon ikke jeg har snakket vejret nok for nu? Bare roligt, der kommer mere…

El Casalito-Puesto sin nombre

Afrejsen fra Santa Rosa (i bil hen til hestene 35 km fra byen) blev forsinket noget, så jeg kom først ude at ride sidst på eftermiddag. Jeg kom først frem til puestoen da mørket var faldet, men heldigvis var der både mad og drikke i rigelige mængder. En venlig invitation til at drikke en øl på min regning (jeg ville blot lægge 20 pesos, ca. 33 kr.) blev pure afvist. Her er tale om måske den fattigste familie, jeg har besøgt hidtil, puestoen er ikke en gang deres, derfor har den intet navn (sin nombre). Familien lejer jorden og halvdelen af huset, så de skal dele lokummet (og det fælles ”bad”) med nogle arbejdere fra et nærliggende mejeri. Og sikkert en arbejdsiver. Op hver morgen for at malke køer kl. 4-9, og igen 16-21. I de resterende formiddagstimer går arbejdet ud på at ordne alt andet, så det er mange timer hver dag, ikke hårdt arbejde men mange timer. Jeg vil huske det hver gang jeg drikker mælk fremover. I hvert fald argentinsk mælk.

Puesto sin nombre-La Cecilia

Dagen efter var som nævnt ufattelig varm, og jeg blev nødt til at stoppe al aktivitet ved 12-tiden. Heldigvis var vi kommet fremme til en estancia, hvor jeg var ventet, og hvor jeg som det første fik taget mig et meget tiltrængt brusebad. Og så asado til frokost, med ejerens søn som vært, dog i arbejdernes hus. Jeg blev senere på dagen opvartet af ejerens datter, en smuk pige med ”smukke øjne”, jeg kunne spise hende lige på stedet. Desværre havde hun gæster i hovedhuset, så det blev kun til lidt sludder. Senere på aftenen kom hun forbi igen, denne gang med en kold øl og masser af spise, som hun havde smuglet ud til mig. Men ak, igen blev det kun til forventningsglæde, hun skulle straks tilbage til sine gæster. Jeg drak øllet alene og lagde mig tidligt til at sove så jeg kunne udnytte de kølige tidlige morgentimer.

La Cecilia-Ruta

Det vidste sig ikke at være nødvendigt at tage tidligt af sted for at undgå varmen, for lørdagen var overskyet og temperaturen dalet ca. 30 grader i forhold til dagen før! Og så var vinden blæst helt op, det føltes næsten køligt. Mit næste stop skulle være endnu en estancia, jeg fik anbefalet, 35 km derfra. Desværre var det ikke muligt at søge ly dér, da den ansatte til stede ikke ville lade mig slå lejr for natten. Jeg bad ham om at ringe til estanciaens ejer og spørge ham, for jeg havde fået anbefalet stedet af en af hans bekendte. Men det ville han ikke, så der var intet andet at gøre end at ride videre. Hele 2 steder mere blev jeg igen ”venligt afvist”, uden rigtigt at blive smidt på porten altså. Men man kan se det i et menneskes øjne, når man ikke er velkommen (af forskellige grunde), og jeg vil ikke virke det mindste forstyrrende, så… Det endte med, at jeg fik redet stort set uden pauser fra kl. 10 morgen til 21.30. Dvs. de sidste godt 4 timer træk jeg hestene for at spare dem. Til sidst blev det helt mørkt og jeg blev nødt til at overnatte langs ruten. Intet problem, jeg kan slå teltet op med lukkede øjne nu, og hestene havde fået vand i løbet af dagen. Selv havde jeg 1½ liter vand tilbage, fordi dagen havde været nærmest køligt. Natten blev så kold som ikke før under min rejse. Jeg frøs i mit telt, så på et tidspunkt i løbet af natten blev jeg nødt til at stå op for at finde varmt tøj at tage på. Da jeg kom ud af teltet så jeg, at Tobi havde lagt sig lige ved siden af teltet, og sov som en lille baby. Den hest er så menneskesøgende som nogen, og der er ingen tvivl, han savner kontakt med børn. Det har været hele hans liv indtil jeg tog ham med på rejsen, så jeg glæder mig på hans vegne til rejsen er slut. Jeg vil finde et godt sted med masser af børn, hvor han kan blive gammel og (især) glad igen. Det er svært for ham at arbejde mere end et par timer ad gangen, han gider ikke så meget, så Pegasus trækker ham en del af tiden. Det gør han bare, Pegasus er helt igennem utrættelig, og jeg er efterhånden holdt op med at ride på Tobi, for selv om jeg har en pisk nu, så er det meget trættende for mig også at ride på ham. Jeg vil meget hellere ride Pegasus, og lade ham trække sin kumpan.

Ruta-La Victoria

Tilbage til ruten, og tidligt op om morgenen. Jeg havde nu brug for vand, og hestene ligeså. Varmen var ved at vende tilbage, dog ikke med fuld styrke (kun omkring 30 grader), men jeg var nødt til at stoppe sent på formiddag og finde et sted hvor hestene kunne få noget at spise. Heldigvis fandt jeg en estancia langt oppe på en bakke. Jeg blev taget imod af en pige på omkring 10 år, som kørte en stor firhjulstrækker. På forsædet ved siden af sad hans far, stedets ejer, i gang med at undervise sin guldklump kunsten om at styre 200 heste. Altså, ingen videre kommentarer… Manden sendte mig videre til de ansattes hus, hvor sønnen Pero på 19 år var den eneste til stede. Resten af familien holdte søndagsfri og var taget hen til puebloen. Knægten havde en så stor fascination overfor min person, at han gerne så, at jeg blev nogle dage. Men jeg følte i forvejen, at jeg havde trængt mig på rigeligt. Efter den ”sorte dag” dagen før, hvor jeg følte mig ekstrem uheldig ved at prøve at blive nærmest afvist hele 3 steder, ville jeg ikke give knægten problemer ved, at han havde inviteret en fremmed på grunden uden at spørge ejeren først. Det er utrolig som lidt modgang gør en ydmyg, så inden middagspausen var overstået, listede jeg mig ud af estanciaen og red videre mod syd. Og endnu en gang uden rigtigt at vide, hvor jeg skulle holde hen for natten. Jeg havde en ide om at stoppe ved en skole, der selv om den er sommerlukket nu, med lidt held har fastboende ansatte. Skolerne på landet er sådan indrettet, at både lærerne, eleverne og det øvrige personale bor på skolen, som er en slags kostskole. Det ville sige at jeg skulle ride omkring 30 km mere, oveni de 15, jeg allerede havde tilbagelagt om formiddagen. Hyp og trav, vi har langt tilbage… Jeg mødte ikke en eneste sjæl undervejs, jeg kunne spørge om vej eller om råd. Så da jeg kom frem til en vejkryds kunne jeg ikke andet end, for første gang siden Victorica, begive mig ud langs en forholdsvis befærdet asfaltvej, hvor bilerne gerne kører 120 i timen. Jeg vidste, at skolen skulle ligge længere frem, men ikke helt hvor langt frem. Heldigvis kom en bil langsomt forbi fordi. Den skulle dreje ind til venstre ad en lang indkørsel, netop som jeg skulle til at passere. Få sekunder mere eller mindre, så havde vi undgået hinanden. Men heldigvis fik jeg stoppet bilisten, og spurgte ham om skolen. Han svarede spørgende hvad jeg skulle dér, når den er lukket helt ned. Jeg (næsten) banede og fortalte, at jeg havde brug for at hestene kunne komme til at drikke vand og spise lidt græs. Så spurgte han om mit ærinde, og om jeg kom langvejsfra. Det vidste sig at manden, Hugo, ejer en nærliggende estancia, som han så inviterede mig til. Et kæmpestort sted med knap 9000 hektar jord og masser af malkekøer. Og ikke kun det, jeg kan blive på stedet så længe, jeg har lyst til, og jeg har desuden fået en tjenestebolig til rådighed, godt nok ydmyg, men bedre end teltet. Maden er jeg velkommen til at spise kvit o frit sammen med estanciaens ansatte, som de alle sammen virker som en flok meget glade arbejdere. Jeg har forfattet en kort beskrivelse af Hugo under ”Persongalleriet”.