|
Her er plads til nogle personlige betragtninger, emner set med mine øjne
Don Quixote mod Kulturbureaukrati, et år senere
Jeg har oplevet en mindre dejavú, hvor frustrationerne fra da jeg skulle købe motorcyklen, eller da jeg forgæves forsøgte at sende en pakke til udlandet, begge for et år siden, dukkede op igen. Det er igen myndighedernes brave kamp om at sætte en kæp i hjulet, eller rettere nu, spænde ben for mine heste, så jeg ikke kommer af sted. I hvert fald ikke så let. Jeg har prøvet det før, så det kommer ikke som en overraskelse. Og som den tapre Don Quixote kæmper jeg endnu stædigere end sidst mod vindmøllerne. Lige nu spørger jeg mig selv igen, hvorfor skal man gøre tingene på en nem, smidig og billig måde, når det kan gøres kompliceret, tidskrævende og dyrt. Krumspring skal der til, så den almene befolkning føler sig underlagt en myndighed, der i virkeligheden skulle arbejde for at gøre livet nemmere for alle. Og ikke omvendt.
To mand (hhv. hestesælgeren og hestekøberen) står i kø i sammenlagt 1,5 timer hver: 3 timer á 22 kr. = 66 kr.
Alt i alt koster det, at få udfærdiget et dokument, som man bliver bonet for knap 9 kroner, mindst det tidobbelte.
Jeg mindes et artikel i en dansk avis for nogle år siden, der beskrev hvordan en bestemt dansk kommune i Midtjylland havde regnet sig frem til, at bybusserne ville være billigere i drift hvis de var billetfrie, altså gratis for brugerne. Regnestykket var hårfint, det var ikke millioner at spare, nærmere tusindvis af kroner, der var tale om. Og i mit tilfælde kan man næppe regne med, at udenlandske ridelystne turister dagligt møder frem i tusindvis hos veterinærmyndighederne for at have papirerne i orden når de køber en hest til deres dont. Jeg studses under alle omstændigheder om, hvorfor systemet kan være så omstændigt og firkantet og kræve så meget af folks arbejdstid, at ingen kan være tjent med det. Jeg skylder at tilføje, at min gode hestesælger måtte tage en halv dag fri fra arbejde og køre hen ved 60 kilometer for at mønstre op og underskrive foran paragrafrytteren, at han vitterligt solgte en hest, der på ingen måde lader sig endeligt bekræftet i sit væsen. Han kunne i teorien komme tilbage i morgen med en gammel krikke som har samme farve og bytte den med min hest. Papirmæssigt ville det ikke betyde en tøddel. Han gør det aldrig, der er en vis ærekodeks i hestebranchen i Argentina, som ingen papir kan måle sig med.
Men hvad gør det mig lige nu og her? Jeg har jo fået mine hestepas…
Direkte oversat betyder det kommunale uddannelsescenter, og er den eneste i hele Argentina. Hvordan kan det nu være?
Indledningsvis skal det siges, at Malargüe er en kommune arealmæssigt på størrelse med Danmark, faktisk en smule større, med kun 20.000 indbyggere. Heraf bor ca. 15.000 i hovedbyen, resten er spredt over det kæmpemæssige landområde, som for det meste består af ørken, saltsøer og høje bjerge. Alligevel er landbruget den historiske baggrund for området. Nu er Malargüe en af Argentinas mest velstående samfund, man kan se det på indbyggernes køretøj og priserne i almindelighed. Der er flere forklaringer på denne rigdom, det kan udbasuneres i en senere artikel, måske til inspiration for andre småsamfund, der lever isoleret i yderområder. Faktum er, at Malargüe på trods af dens lave befolkningstal er en af Argentinas 3 byer, som har noget så fornemt som et planetarium (de andre byer er Argentinas største og næststørste). Og vel at mærke det nyeste og mest moderne af de 3. Og så, som sagt, Malargüe er den eneste by, som har bygget et velfungerende uddannelsescenter.
Kommunen gør mere end det. Via et samarbejde med et universitet i Chicago (USA) sendes der hvert år en af byens universitetsuddannede borgere til videreuddannelse dér, alt betalt. Det har stået på siden 2004, men ingen af de 4, der hidtil har gennemgået videreuddannelsen, er vendt tilbage, de er alle sammen blevet i USA hvor de har fået arbejde efter endt videreuddannelse. Det var vist ikke helt planen…
|
Artikler
Nyhedsbrev
Konkret handler det om ejerskifte og udstedelse af hestenes papir. Jeg skal principielt registreres som hesteavler for at kunne holde/eje en hest. Det giver fint mening i et ruralt samfund, hvor drengebørn (udelukkende drenge) rider før de kan gå, og har heste hele deres liv. Og avler løs på dem også, når de bliver voksne. De som bor i byen har ikke heste, og turister mindst af alle, så mit konkrete problem er ikke eksisterende i Argentinas formynderiske hverdag. Men alligevel, Don Quixote giver aldrig op, så jeg har været igennem møllen hos de veterinærmyndigheder, hvor der blev til stædighed sagt, at der ikke er lovhjemmel til, at jeg må købe nogen hest i Argentina før jeg bliver registreret som hesteavler. Mod paragrafrytter stålsat som moderne vindmøller kæmper selv Don Quixote forgæves, så ingen grund til at diskutere videre, jeg bad om at tale med chefen. Efter at have forklaret den kvindelige chef og smurt en smule tykt på mit ærinde (det hjælper altid at nævne aftaler med udenlandske medier og andre myndigheder), viste hun sig mere samarbejdsvilligt og mindre firkantet. Så jeg har fået en slags hestepas, der giver mig mulighed for at ride ude på landet og sågar krydse kommunegrænserne. Det er ikke så lidt endda. Men, for der er altid et men, selv om det gik ekstremt hurtigt efter argentinske forhold, så er den slags ting jo ikke gratis. Ikke for nogen overhovedet. Beviset kommer her:
Hestepasset (eller Guia, som det kaldes her) udstedes af veterinærmyndigheden SENASA mod betaling af den nette sum af 5 argentinske pesos pr. styk, knap 9 kroner. Beløbet er til at overkomme, hvis ikke det var, at det skal indbetales på forhånd i banken og kvittering herved forevises myndigheden ved udstedelsen af dokumentet. Så efter at have stået i kø i en halv time hos SENASA og snakket med paragrafrytteren først, chefen derefter, skulle vi, hestens ufattelig tålmodige sælger Antonio Rocco og undertegnede hen til den eneste bank i hele kommunen, og stå i kø i 40 stive minutter for at komme til at indbetale 9 kroner til SENASAs konto. Der er ikke andre muligheder. Tilbage til SENASAs kontor, hvor køen nu ikke er så lang mere. Udstedelse af hestepasset tager omkring 2 minutter, så giver man hånd og går hver til sit. Nu er spørgsmålet hvor meget disse knap 9 kroner egentligt koster. Jeg har lavet et lille regnestykke, og for ikke at overdrive unødigt har jeg baseret regnestykket på hvad en almindelig lønmodtager i Argentina tjener i timen. I eksemplet har jeg brugt en folkeskolelærer, som tjener ca. 1800 pesos om måneden, omregnet i danske kroner knap 3300. En timeløn på ca. 22 kroner.
Som konklusion kan jeg kun sige, at jeg mindes til stadighed om en ældre dame, jeg mødte for et år siden i slutningen af min første rejse igennem Argentina. Hun åbnede mine øjne ved at fortælle sit livshistorie, og om hvorvidt Argentina egentligt ikke havde rykket sig de seneste 60 år. Måske er det sat lidt på en spids, men når jeg går igennem enhver by i Argentina forfærder det mig, at samtlige veje, gader og pladser er opkaldt efter afdøde generaler, feltmarskaler, såkaldte krigshelte og deslignede. Inkl. alle dem, der har været med til at udrydde i titusindvis af den herboende oprindelige befolkning (indios). Altså militærfolk, der i mine øjne nærmere er folkemordere, som fx den general der pryder Argentinas største pengeseddel. Der er faktisk hele byer i Argentina opkaldt efter dem. Ikke så sært, at man ikke kan komme sig over utallige krige med sine nabolande (eller nærmere sig selv). At man ikke kan komme videre og opbygge et samfund baseret på sande menneskelige værdier, der ikke bunder i ens eller andres død, ødelæggelse og nedværdigelse. Når man dagligt og i det skjulte bliver stopfodret til at hylde ”nationens fædre”, er der vist nok et (til tider usynligt) skel mellem almindelige mennesker og deres fælles selvforståelse, der skal brydes. Et nødvendigt brud, før man kan gøre op med fortiden og ændre den fælles tankegang. Jeg har tillid til, at det nok skal lykkes for argentinerne før eller siden, det er de alt for positive og livsglade til, til evig tid at hænge i symboler på død, smerte og ødelæggelse. Spørgsmålet er, om en generationsskifte er nok, det har det ikke været hidtil. Selv militærdiktaturet har argentinerne affundet sig med og, om ikke tilgivet, i hvert fald fortrængt. Jeg får egentligt 2 alvorlige ting i tankerne: Desaparecidos og Islas Malvinas…
Centro educativo municipal
Det var en af mine kammerater på guitarkursus, der gjorde mig opmærksom på centret. Han havde set mig sidde og arbejde på min computer i byens eneste locutorio med trådløs netværk. Han spurgte mig hvorfor i alverden var jeg dér, når jeg selv havde en computer. Og så fortalte han om centret, med byens vel hurtigste internetforbindelse, helt gratis og til frit afbenyttelse 24 timer i døgnet. Ok, selve huset er ”kun” åbent fra tidlig morgen til sen aften, men jeg har siddet udenfor en enkelt gang udenfor åbningstiden og der var fuld styrke på signalet. Jeg har spurgt om det er ok, at jeg benytter stedet, og svaret var kort: huset tilhører alle. Her er ikke kun trådløst netværk, men hvad er meget mere interessant, et tæt samarbejde med flere af Argentinas universiteter. Malargüe ligger ellers over 400 km fra det nærmeste videregående uddannelsessted i Mendoza, så det ville ikke være muligt for byens borgere at læse på universitet uden at flytte herfra. Men så kommer det kommunale uddannelsescenter i billedet, hvor man studere jura på lige fod med sine medstuderende i Buenos Aires (1300 km herfra), eller til arkitekt på universitet i Salta (2000 km herfra), eller blive uddannet fra sygeplejerskeskolen i Mendoza, og meget mere, alt takke være samarbejde mellem universiteterne og kommunen samt 2-vejs telekonference. Kommunens ringe størrelse ville ellers betyde, at man hverken kan tiltrække lærer eller studerende nok til selv populære studier. Det er oplandet alt for lille til. Dog findes der en håndfuld studerende til hvert kursus, ikke nok til at drive et helt universitet, eller en afdeling for den sags skyld, men når kommunen betaler for faciliteterne, og universiteterne stiller lærerkræfter til, så kan det lade sig gøre. Man skal bare krydre blandingen med en smule teknologi og nogle supervisor, som ikke nødvendigvis selv er uddannet inden for faget. Og det virker! Husets motto står på den indvendige gavl: ”Her sår vi viden så vi kan høste fremtiden”. Som noget af det eneste kan man ikke blive læge. Det skyldes det lokale lille sygehus’ mangler når det gælder om at uddanne læger.
Det er ikke kun højere uddannelser, der har til huse her. Politiskolen, den kommunale musikskole, voksenundervisning og engelskundervisning i alle niveauer finder også sted i lokalerne på centret. Og hvad gør at selve lærerne på engelskkurserne ikke kan stave til ”teacher” eller ”afternnoon”, eller skrive dato på korrekt engelsk? Viljen er der, det beviser at man kan følge undervisningen i hele 8 år, før man er færdig med forløbet. Det er som sagt for alle, børn såvel som voksne, og absolut fuldstændigt gratis. Man betaler dog universiteterne det, som man ellers ville have betalt hvis man havde været indskrevet på almindelig vis, men selve brugen af faciliteterne betales af kommunen.