21.-23. februar 2009 - Indio Rico-Micaela Cascallares

Opholdet i Indio Rico blev afpasset i forhold til Pegasus sår. Det vidste sig at Albertos metode for at holde såret rent og fri for fluernes væmmelige påvirkning virkede helt efter hensigten. I mellemtiden fornøjede jeg mig med at være fast inventar på den lokale FM-radiostation, der betjener en befolkning på næsten 1000 sjæle, hestene eksklusive (ellers løber tallet op i mindst det 5-dobbelte). Som eneste gæst i det lokale og fine hotel blev jeg hurtigt et kendt ansigt i landsbyen. Livet går sin stille gang i sådan en landsby ude på landet, hvor kirken er uden præst og lukket. En simpel forespørgsel åbnede for døren og en fortælling, som jeg overvejer at gengive i bogform. Det er spændende hvordan kirken har udtjent sin rolle i et samfund, hvor stort set alle betror sig til katolicismen. Givet det korte afstand til Tres Arroyos udnyttede jeg tiden til også at aflægge et besøg hos min gode ven Gonzalo og hans supermor Mirta. Det var et glædeligt gensyn, selv om Mirta desværre er plaget af sygdom for tiden. Hun bliver snart god igen…

Afrejsen fra Indio Rico på en nu næsten helet Pegasus blev forsinket af de mange mennesker, der ville sige farvel og tage et billede af hestene og rytteren. Men vi skulle heller ikke særlig langt, kun omkring 25 km i fint og ikke så varmt vejr, så det gjorde ingenting. Vi red hele vejen uden pauser, næsten. Da vi skulle ride over en bro over en saltvandsflod blev jeg nødt til at søge ned til bredden for at se dette flotte naturskabte fænomen. Rio Quequen Salado løber her gennem et sprække i jordskorpen, og er meget flot at se på. Jeg trodsede alle advarsler om at vandet er udrikkeligt, og lod Pegasus og Tobi smage på det. Det var i hvert fald noget, de godt kunne bruge. De drak med vellyst, især Pegasus. Jeg smagte på vandet selv, og syntes egentligt ikke det var så salt. Visse steder i La Pampa er grundvandet meget mere salt end i floden her. Smukt er det, utvivlsomt. Kort derfra red ind til estanciaen La Hidalguia hvor den ansvarlige Mario (med det gode, gamle danske efternavn Jensen) tog imod. Mario Jensen er alt andet end dansk af udseende, han har arvet mest fra sin mor med brasiliansk/afrikansk afstamning. Marios far var så skandinavisk i udseende som man nu kan forestille sig. Så Mario er en mørk mulat med blågrønne øjne, og hans børn er noget af det kønneste, et menneske kan producere. Det er når man blander ”racerne” at det bedste kommer til udtryk, hvornår lærer de det hos de mest fremmedfjendske kredse i Danmark? Tag ud og se med egne øjne, verden udenfor er langt mere indbydende end man selv er med til at tegne det.

Da jeg skulle videre dagen efter var det for en gangs skyld ikke mig, der sagde farvel, men værten selv. Mario og hele familien (3 af hans egne børn, hans nuværende 20 år yngre kone og hendes to sammenbragte børn) tog af sted tidligt om morgenen i en lille personbil, mens jeg stadig tørrede søvnen ud af mine øjne. Pyt med det, jeg klargjorde mig selv og hestene i vanlig magelig stil, og af sted. Denne dag blev helt uden kaffe, men med en kæmpemotivation der gjorde, at jeg næsten ikke savnede kaffen (kun næsten). Det var jo den næstsidste ridedag. Og ja, jeg er træt, men mest af alt mæt af rejsen, fyldt helt op til randen med oplevelser, billeder, minder og især følelser for mennesker, hvis navne og ansigter jeg aldrig vil glemme. Alt dette fylder en del, så jeg glæder mig til, at alt denne ridehalløj og møde nye spændende mennesker næsten hver dag er slut. Jeg har aldrig rummet så meget før, og selv om det er dejligt er det både tungt og trættende. Tilbage på stien, eller rettere jordvejen. Heldigvis kunne vi ride størstedelen af strækningen langs en græsrabat, så Tobi uden problemer lod sig velvillig trække af en meget opsat Pegasus. De to har aldrig redet så friskt før, det var en ren fornøjelse. Det er som om de også ved, at vi snart er i mål. Inden vi kommer så langt er der dog en lang og så en kort ridedag. Den lange dag skulle byde på en pause halvvejs, på estanciaen El Socorro ca. 20 km fra La Hidalguia. Her blev jeg taget imod af ejerne af estanciaen, rige folk fra hovedstaden. Den smukke datter på omkring 25 år er snart færdiguddannet dyrlæge med heste som speciale, og jeg bad hende at kigge på Pegasus’ sår, som i mellemtiden desværre havde åbnet sig på ny. Det rene guf for fluerne. Dyrlægen in spe havde ikke så meget at byde på i virkeligheden (men smuk var hun bestemt), så på med sæbeskum igen! Heldigvis synes Pegasus’ immunforsvar at være gearet til fluerne, for der er intet tegn af betændelse at spore. Og det gør heller ikke pondt på Pegasus, jeg skal nu blot passe på, at såret ikke bliver værre.

Mens hestene nød en velfortjent middagspause på El Socorro blev jeg kørt til frokost hos Andres’ estancia kun 15 km derfra. Menuen stod på hans 73-årige mors hjemmelavet tallarines, meget velsmagende! Andres er Colegioens direktrices mand, som jeg mødte sidste år og er løbende blevet i kontakt med. En god kontakt skal jeg tilføje, både mht. praktisk hjælp og som indpisker. Andres er god til at rose og få en til at føle, at man gør det godt. Efter frokosten tog jeg tilbage til hestene for at ride videre til Cascallares, og for ikke at risikere at skaden bliver værre må Pegasus holde sadelfri de næste par dage. Det gør ikke så meget nu, vi er så tæt på målet. Desuden var Andres der til at fragte mine ting og den anden sadel. Værre er at arbejde på Tobi, hans trav er tungere og langt mere gyngende end Pegasus’, og ydermere gør det synligt ondt på ham at ride på et underlag med sten på størrelse med kastanjer. Det er bagbenene, den er galt med. Hans hove er ikke store nok til at han kan blive skoet bagpå. Det hjælper så heller ikke, at jeg vejer en lille smule mere end de ca. 15 kg, han er vant til at bære. Og nej, det hjælper ikke at stå af, fordi han er meget tung at trække. Deraf kommer at jeg skal arbejde en hel del med tøjlerne og hjemmelavet pisk, da den pisk, jeg købte til formålet i Santa Rosa gik i stykker for længe siden. Bare roligt, pisken gik i stykker under transporten, jeg brugte den ellers kun en gang. Dagens sidste godt 20 km hen til den lille landsby Cascallares var derfor en prøvelse for min ryg, en regning jeg altid betaler dagen efter. Men vi kom dog helskindet frem som altid, og Andres havde fundet et godt sted, hvor Pegasus og Tobi kunne opholde sig for natten og hele næste dag. Nu skulle jeg og hestene for første gang siden Santa Rosa skilles og ikke sove ”under samme tag”, da jeg på forhånd havde besluttet mig at søge ind til Tres Arroyos og indkvartere mig på et hotel. Som sagt, jeg er en smule træt nu. Det er ikke så meget sengen kontra teltet, der er emnet. Mest af alt er, at lade kroppen bestemme tid og sted selv, uden hensynstagen til hverken værter, heste eller temperatur. Så er det forklaret.

Da jeg spurgte Andres om telefonnummer til en taxi svarede han, at den stod lige bag mig. Ikke nummeret, men transporten de godt 20 km ind til Tres Arroyos. Jeg vendte mig om og kunne ikke tro mine egne øjne. Der stod Gonzalo med en anden fyr, som viste sig at være hans helt igennem gode bror Mauro. Nu skal jeg præcisere, at Gonzalo ikke kunne vide, at jeg var i Cascallares, og grunden til at Gonzalo kom forbi var, at han for første gang nogensinde havde fulgt med sin bror til hans arbejde, og de var nu på vej hjem. Gonzalo genkendte hestene (ikke mig!) fra billederne på bloggen, så stoppede de.

Dagen efter skulle hestene og rytteren holde fri for at blive friske til den sidste ridedag. Men dermed ikke sagt at de kunne undvære hinanden. Og så er der det med såret, det skal tilses. Heldigvis er hestenes opholdssted i Cascallares langt fra dyrehold, så der er ikke så mange fluer, at det gør noget. Og sæbefidusen holder 100. Med andre ord er der ingen betændelse i såret, og med adgang til friskt drikkevand, hø og en god blanding af havre og majs har mine to kompagnoner det så godt som aldrig før. I mellemtiden opholder jeg mig i byen, drikker Malbec og spiser argentinsk kød, så jeg kan heller ikke klage…

16.-21. februar 2009 - Pringles-Indio Rico

Nu mangler der ikke så meget, eh eh… men jeg bliver ved med at tage det med stoisk ro, ellers kan det gå galt. Nej, nu kan det ikke gå galt, vel? Ridedagene frem til Tres Arroyos kan tælles på to hænder, næsten en, men det siger ikke noget om hvor lang tid der faktisk går, inden jeg har taget sadlen af hestene for sidste gang i denne rejse. Som fx da jeg skulle rejse fra Pringles, hvor til min store ærgrelse opdager at Pegasus er skadet. Intet alvorligt, men det kan blive værre. Det er de forb… fluer ”moscas del cuerno” der gnaver løs hvor huden er tyndest, og forårsager betændelse. Det eneste jeg kunne gøre var at spare Pegasus så meget jeg kunne, dvs. lade ham være pakdyr for en dag og ride på Tobi for første gang i lang tid. Jeg skulle ikke så langt, og det var ikke så varmt, i hvert fald ikke ved afrejsen. Middagspausen blev nødvendigt så snart jeg red forbi et sted med skygge, for da vinden slog om og ryddede himlen for skyerne blev det for alvor meget varmt igen. Pokkers også, jeg som håbede at kunne klare hele strækningen uden pauser. Heldigvis kom José forbi, naboen til det broderpar som havde tilbudt mig og hestene husly for natten. Så bad jeg José om at køre min last de sidste 15 km, så jeg kunne rejse lettere. Desværre var skaden sket, Pegasus sår var blevet værre, sandsynligvis pga. varmen. Hvad kan jeg gøre så? Først og fremmest nyde brødrene Aldo og Sergios udsøgte gæstfrihed og deres asado.

Dagen efter var der ikke så meget at rafle om, jeg skulle igen ride på Tobi, og denne gang skulle Pegasus helt slippe for at have sadlen på. Det betød at jeg skulle først ride til Indio Rico på en efterhånden meget træt og meget lidt arbejdsvillig Tobi, for derefter skaffe transport tilbage til Aldo og Sergios sted for at hente mine ting. Det første (rideturen altså) blev noget hårdere end jeg havde forventet, igen pga. varmen og fordi Tobis trav er noget tungere end Pegasus ditto. Heldigvis fandt jeg et sted med skygge hvor jeg kunne hvile mig halvvejs. Det var en gaspumpesation, aldeles lukket for alle uvedkommende. Men da den gode Ruben så mig i sin monitor inde fra det kølige kontrolrum kunne han ikke gøre andet end at lukke mig ind. Hestene blev ude, men mon ikke de nød det dejlige græs og det friske vand alligevel. Inde fra kontrolrummet, som mest af alt mindede mig om et rumskib med alle skærme, lys og måleinstrumenter, kunne jeg se, at temperaturen var ved at snige sig op omkring de 40 grader. Så kunne jeg bedre forstå at det føltes så hårdt. Efter den hårdt tiltrængte pause var det atter tid for Tobi til at arbejde og ride det sidste stykke mod Indio Rico. Men han var meget træt, min lille ven, så jeg skulle arbejde en del med både tøjler og ben (pisken er gået i stykker), og det kan jeg altid mærke i ryggen om aftenen. Ok, det kan hesten sikkert også, så jeg skal ikke beklage mig…

I Indio Rico var jeg ventet af Alberto, en rigtig gaucho som svinger en lasso så let som jeg aldrig har set før, heller ikke på film. Det lykkedes mig at fange det på kameraet selv om det var umuligt at se for støvet. Arbejdet løfter så meget jord at mine øjne var helt lukkede, så meget det generede mig. Albertos råd mht. Pegasus skade var simpelt og meget let, for ikke at sige ekstremt billigt. Jeg skulle købe et stykke hvid sæbe, den slags uden parfume eller dikkedarer som man brugte i gamle dage til at vaske stort set alt. Den skulle jeg få til at skumme på såret, og uden at skylle efterfølgende lade skummet tørre. Kan man gøre andet end at følge en rigtig gauchos råd når det kommer til heste?