30. august 2007 - flypriser
A propos flybilletten, det kan være interessant for nogen at vide, at jeg ad snørklede veje fik indhentet hele 3 tilbud. Først fra Net Travel, fin fin, knap 10.000 kr. Så Kilroy Travel, som vil have mig med et amerikansk luftfartsselskab med hele 2 nats ophold i USA, pris knap 10.000, betingelserne helt uacceptable. Prisen udenom USA 14.000 og med Air France - AV!
Så kom jeg tilfældigvis til at parkere bilen lige foran en butik i Frederikssund med skilt ”EuroAmerican Travel - Argentina Expert”. Jeg kunne ikke lade være med at spørge dem, og vupti, 7.112 alt inklusiv, med British Airways og kun 1 skift (i London) begge veje. Billetten er betalt, jeg er snart ude at flyve…
22. august 2007 - Wardance
Så er flybilletten klar. Det blev lidt billigere end jeg havde troet, det er godt. Jeg kan også rejse tidligere end jeg først havde planlagt, det er supergodt!
Jeg har været i Nordsjælland i dag og besøgt Jette og Lars, som har nogle spændende criolloheste. Som man kan se på billedet har jeg tilmed fået lov at prøve at ride på Wardance, et meget sigende navn for en vallak, et navn der siger det hele om hans personlighed. Spøg til side, Wardance er en stille og rolig criollo, jeg havde ingen problemer med at ride på ham. Men jeg skal lige love for, at det er noget helt andet end at ride islænder. Jeg skal tilbage på onsdag og ride lidt mere, jeg skal prøve at være mere afslappet i stilen og bruge min krop på en mere hensynsmæssig måde.
Jeg har endnu intet nyt om hvilken motorcykel jeg skal leje, og måske ender det også med at jeg køber en i Buenos Aires og sælger den igen når jeg ikke skal bruge den mere. På fredag skal jeg i hvert fald i lære som ”mekaniker”, så jeg ved hvordan man justerer e en karburator, skifter en slange og måske lidt til.
15. august 2007 - Mads og Signe på motorcykel i Argentina
Billedet her er for øvrigt tyvstjålet fra deres fotoalbum på nettet – se flere af deres billeder, de er bare så gode, både landskaberne og menneskerne.
Endnu heldigere har jeg været, da jeg skrev til Mads og Signe og fik svar. Der kommer flere spørgsmål til dem, men jeg er nødt til allerede nu at citere Mads, som i en svarmail skriver ”disse rejser sætter sine spor i sjælen”. Det er netop det at blive påvirket inden i, jeg håber også, at det vil ske for mig. Mads skriver endvidere at ”det forandrer den måde, man anskuer tilværelsen på”. Jeg er ikke helt sikker på, hvad det er han mener. Men jeg er ikke bange for hvad jeg har i vente, det lyder bare så positivt når han skriver det. Det må være så forskelligt fra menneske til menneske, at det er umuligt at sætte en formel på det.
Tak Mads (og Signe)
Mens jeg venter til jeg kan ride min første tur på en criollo (en gang i næste uge i Nordsjælland et sted) er jeg gået i skarp træning, her på Kvika. Jeg skal være klar til La Pampas vidstrakte sletter, til rideture af flere timers varighed. Jeg skal hjælpe på en Estancia, drive kvæg og fange kalve og heste.
Jeg har fundet op til flere steder i Argentina, især i Las Pampas og Patagonien, hvor man bor på sådan en bondegård med kvægavl, og hvor det forventes, at gæsterne tager del i arbejdet. Det går for det meste ud på at ride rundt og holde kvæg samlet. Til gengæld koster opholdet ikke særlig meget, og forplejningen er ægte.
Jeg kommer til at ridetræne mere i de kommende uger, forhåbentlig ender jeg med at kunne ride en hest helt uden tøjler, for så er jeg klar til criollos.
13. august 2007 - Klara og Elisabeth
Så er lykken gjort.
I dag har jeg haft en dejlig dag sammen med mine dejlige piger, Klara og Elisabeth.
Det har måske ikke så meget med Argentina at gøre, men det er nu en gang dejligt at være sammen med dem, man virkeligt holder af.
Og så fik jeg oven i købet rundet dagen af med at fodre heste med Simone. Sådan en dag fortjener at være i bloggen!
12. august 2007 - Tritla, min Tritla
Jeg besøgte Tritla i dag, og det var meget rørende. Jeg savner hende så meget, jeg havde sådan lyst til at ride hende. Jeg stod længe ved hende, og hun græssede ikke en eneste gang. Hun stod bare sammen med mig, og når andre heste kom tæt på stillede hun sig imellem, hvis ikke jeg havde viftet dem væk i forvejen. Til sidst kom en flok føl, og dem kan ingen stå for.
Tritlas nære fremtid synes at være på plads. Jeg har endnu ikke besluttet mig helt, men nu er der pludseligt hele 3 mulige steder, hvor hun kan være indtil jeg kommer hjem, og gerne lidt til.
Hun kan blive hvor hun er nu. Hun trives, det har jeg selv konstateret i dag. Det taler lidt imod stedet, at her vil hun ikke blive redet.
Hun kan også (måske) komme et sted ikke så langt fra Casa Bacchanale. Det er meget egoistisk tænkt, men så er hun her når jeg kommer hjem igen. Ulempen ved stedet tæt på er, at der p.t. ikke er andre islændere, og jeg kan ikke lide tanken om at Tritla skal gå alene. Jeg undersøger stedet i morgen...
En tredje mulig løsning virker som den bedste set med Tritlas øjne, men det ligger pokkers langt væk herfra. Jeg er klogere om et par dage, jeg behøver heller ikke at beslutte mig her og nu, der er et par uger at løbe på endnu.
10. august 2007
Jeg har holdt en pause fra bloggen fordi der har været andre ting, der lige skulle på plads. Ikke fordi alt nu er faldet i hak, langt fra, men selve planlægningen af rejsen har ikke ændret sig, så der har ikke været noget konkret at berette.
Til gengæld er et par ting komme nærmere en afklaring. Rejsen er bestilt (endnu ikke betalt) og jeg har aftalt med naboens gode dreng at han passer huset og bilen mens jeg er væk. Så er det på plads!
Jeg har også talt med mange mennesker om mit projekt, og om hvad jeg vil med det, hvorfor nu, hvorfor Argentina, osv. For hver gang jeg taler om det bliver jeg mere og mere begejstret og glæder mig mere og mere. Nogle gange forstår jeg ikke hvorfor jeg endnu ikke er taget af sted. Hvorfor kunne jeg ikke rejse i dag, eller i morgen? Jeg mener, når beslutningen nu er taget så er der ingen grund til at vente, vel?
Og så har jeg har endeligt fået kontakt med Anne Marie, den unge pige som har forhåbentligt en masse at vise og fortælle om hendes ophold i Sydamerika – hende skal jeg mødes med inden længe. Det glæder jeg mig meget til.
|