|
24. september 2007 - Nærmest Lykkelig
Det er ikke for at gå mine helte fra TV•2 i bedene at jeg har valgt netop denne titel til dette indslag, Steffen Brandt er og forbliver mit helt store forbillede. Nej, men de seneste dage har jeg bare gået rundt og følt mig noget som kan sammenlignes med en lalleglad. Jo, der har været lidt forstyrrelse i glæden, men det gider jeg bestemt ikke beskæftige mig med her.
Glæden, eller den høje bundniveau af glæden, som jeg har formuleret over for nogle af mine gode venner, kan skyldes flere ting. Først og fremmest forventningsglæde, men måske også at jeg selv føler, at jeg har fået SÅ meget ud af at banetræne på Kvika på det seneste. Jo, jeg måtte melde afbud på den sidste planlagte ridetur på den dejlige criollo Wardance i forrige uge, men det har jeg på en måde ikke fortrudt. Jeg har fuldt ud koncentreret mig på at blive bedre til at kommunikere med min egen krop under ridningen, og det skal nok gælde alle heste, jeg fremover kommer til at sidde på. Med eller uden sadel, eller hvad pokker for en sadel det bliver. Mange (aldrig nok) tak til Henriette for det store stykke arbejde, især det med at fastholde mig til at tro, at det skal jeg nok få lært, uanset om jeg på forhånd var overbevidst om, at det bliver umuligt det her. Og sikke en selvtillid jeg har fået oven i!
Dette er nok det sidste indslag inden jeg rejser. Disse dage er fyldt op med arbejdsopgaver og ikke mindst besøg hos dem, jeg simpelthen bare skal sige farvel til. En anden grund til min glæde er sikkert også de gode venner jeg besøger og får besøg af for tiden. Fx var Karl hos mig for nylig, og i dag var jeg over hos min dejlige Elisa, hvor jeg også (endeligt) fik hilst på hendes far. Det var på en måde mærkelig at møde en mand på stort set min alder, som er far til en person, jeg elsker så højt. Ikke fordi jeg føler mig gammel, bevares, snarere tværtimod. Det er mest beundring over for hvad jeg ”må låne” af andres familier og livshistorier som bliver mine egne følelser, uden at jeg har været med fra starten. A propos det, Elisas far sagde noget, som varmede mig helt vildt inden i. Jeg sagde til ham, at Elisa betød meget for mig, og hertil svarede han, at det var så absolut gengældt. Jeg ved, Elisa holder meget af mig, og det viser hun ved enhver lejlighed overfor mig. Men det er alligevel noget helt specielt at få det uventet bekræftet fra nogen, som står hende så nær.
19. september 2007 - Poul Janus, en rejsekammerat
Jeg har lånt 66 breve, som Poul Janus Lind skrev hjem til familien i Danmark mens han var på sin eventyrrejse til Argentina. Det er nu ikke selve brevene jeg har lånt, men 25 år gamle fotokopier, som jeg nænsomt har fotokopieret og agter at tage med på min rejse. Så på en måde kan jeg sige, at han vil være min rejsefælle fra en svundet tid.
Efter Poul Janus kom hjem, blev han gift med Elisabeths farmor Klara og fik børn, bl.a. Niels Holger, Elisabeths far. Poul Janus døde meget ung af blindtarmsbetændelse, kun 44 år gammel, da Niels Holger kun var 8 år gammel. Elisabeths farmor døde i 1995, så jeg har ingen øjenvidneberetninger at støtte mig til, kun Poul Janus’s egne breve.
Den smule jeg har læst hidtil har været meget spændende. Jeg regner faktisk med at besøge nogle af de steder, Poul Janus har opholdt sig i og beskrevet i sine breve. Derfor gemmer jeg viderelæsningen til jeg er on location. Det varer jo heller ikke så længe, så er jeg der.
14. september 2007 - Tritlas nye hjem
Jeg er kommet hjem fra Italien og det må gerne gå stærkt nu, for nu er det kun ventetiden til jeg skal af sted.
I dag er Tritla kommet til sit nye hjem de næste måneder, og det er gået rigtigt godt. Over al forventning faktisk. Ikke fordi det startede helt super. Hun var nem nok og fange (som altid), men ud af folden begyndte hun at være en smule nervøs. Det er der ikke noget at sige til, hun har ikke været udenfor indhegningen i 2 måneder. Der var intet problem med at få hende i traileren, men inde i traileren stejlede hun så forbenene kom over bommen. Nåh, men efter disse mindre vanskeligheder var det spændende at se, hvordan hun vil have det i sit nye hjem ved Ringsted.
Allerede efter få minutter kunne man tydeligt se, at hun var både rolig og veltilpas. Og græsset hos Josina smager bare så godt! Ingen tvivl om, at Tritla nyder det. Efter et par timer blev hun lukket ind til den anden hoppe (kan ikke lige huske navnet), og der var overhovedet ingen ballade! Jeg er bare så lettet, nu kan jeg tage af sted uden at skulle bekymre mig om Tritla trives, for det ved jeg hun gør, og jeg ved, at hun er i Josinas kyndige og ”varme” hænder.
Jeg kommer nok til at besøge Tritla nogle gange inden jeg skal af sted. Hun er bare så sød…
10. september 2007 - på toppen
Så lykkedes at komme i 3 kms højde. Billedet her er taget med kameraets panorama-funktionen og dækker ca. 120 grader fra nordøst til venstre i billedet til sydøst. Men det var snyd, jeg gik kun fra 2.500 meter da jeg tog svævebanen op - det var ikke mig der ikke ville gå hele vej op! Stakkels Jens Michael var bestemt ikke på toppen...
Så skete det endeligt! Jeg fik min første ridetur i Italien. I dag gav jeg mig selv en gave, eller faktisk 2. Den ene sidder jeg på, på billedet her på vej ud til turen. Det er Jale, en vallak (eller på italiensk castrone) af racen Delta-hest (cavallo del Delta). Racen er oprindeligt fra Camargue i Frankring, men er siden blev avlet specielt i området omkring Po-delta. Særlig kendetegnende ved dem er, at de lever frit, de er ikke en gang hegnet ind! De har et særligt tilhørsforhold der gør, at de holder til et sted. Hestene er varmblodede, meget blide og bliver født helt sort eller mørkebrune, men bliver senere altid kridthvide.
Turen i dag var ikke uden dramatik. Jeg var i selskab med 3 piger, mor som ejer hestene og hendes 2 tvillingedøtre, begge erfarne ryttere (og Roma fans!). Den ene af dem red på en hoppe, som var ude på sin allerførste ridetur. Hun var netop nået at blive tilredet, og ude det skal man før eller siden. Det blev tilfældigvis i dag, men på et tidspunkt skete der noget, så hoppen gik i panik, smed sin rytter og red væk. Det var en stigbøjle der knekkede, så stroppen blev med at piske hestens mave, så den blev noget forvirret over at blive drevet frem. Heldigvis kom hverken rytteren eller andre noget til, så vi andre red bare planmæssigt hjem. Og dér stod hoppen så, hun var gået direkte hjem til sin 4 måneder gammel føl.
Det var anderledes at ride på en Delta-hest, forskelligt fra både islænder og criollo. Måske noget midt imellem faktisk. Jale er dog meget medgørlig, han svarer fint på signaler og er behagelig i både skridt og trav. Der blev til kun llidt galop på dagens tur, og det føles han også god til. Under rideturen red vi forbi ca. 1000 flamingofugle, som holder til ved Comacchiosøen. Vi var ikke en gang 100 meter fra de nærmeste, det var også en oplevelse oven i oplevelsen!
I morgen drager jeg tilbage til bjergene og siger farvel til dette skønne sted ved stranden med trådløst netværk. Hvor længe jeg bliver i bjergene afhænger af forskellige faktorer, men ikke vejr. Jeg har besluttet mig for at vejret ikke skal bestemme over mine aktiviteter, så det kunne være sjovt at tage en vandretur til en top over 3000 meter. Det kræver god planlægning, da opturen alene vil kræve så mange timers vandring, at der ikke er tid til at komme ned før det bliver mørkt, med mindre man vælger at droppe "buffertiden", og det er en dårlig idé når det er hårdt frost om natten.
Dagens anden gave til mig selv skal jeg tage på, næste gang jeg er ude at ride på en criollo - sikkert nok Wardance, så snart jeg er tilbage i Danmark.
Eller bare i højden. I dag har jeg været oppe i bjergene med Jens Michael, og efter en 3 timers vandretur op ad i Dolomitterne kommer vi op i 2600 meters højde frem til Rifugio Mulaz, som til vores store overraskelse har vinduesskodder malede som Argentinas flag. Det må da være et tegn!
Det var for resten en forrygende vandretur, 8 timer i alt, og i rifugioen fik vi topbetjening og kanonmad! Jeg fik stenbuk med polenta og svampe samt et fabelagtigt stort stykke ost.
Vejret slog om da vi skulle op ad til passet og ned ad igen, men så vi fik også prøvet en mindre snestorm med voldsom snefygning og sigtbarhed under 3 meter. Det var sjovt, selv om mildere vejr sagtens ville kunne have gjort det!
I dag har jeg været på en 3-timer lang ridetur på Wardance. Det er Tony (på billedet her ridende på en anden dejlig criollo, Jolly) som har været så elskværdig at tage mig med i Grønholt Hegn. En oplagt mulighed for at prøve hvad jeg hidtil har lært på banen mht. western-ridning.
Jeg er helt øm i læggene, men lad mig sige det som det er, det var storartet! Og Wardance var helt suveræn at ride på, selv om jeg endnu ikke mestre trott helt, eh eh…
Det bliver så dejligt når jeg har fundet den første estancia at komme ud at ride i det argentinske landskab.
|
Klar til afrejse
Nyhedsbrev
8. september 2007 - På ridetur i Po-delta
5. september - et tegn ovenfra
31. august 2007 - På langfart med Wardance